tirsdag den 31. januar 2012

Dyrere sprøjtegifte er fint – men langtfra nok

2012 startede med en deprimerende nyhed for det danske drikkevand.

Miljøstyrelsens rapport
viser, at mens kommuner og andre offentlige myndigheder siden 2006 har reduceret forbruget af sprøjtegifte med 44 procent, så har landbruget, som anvender langt hovedparten af sprøjtegiften, øget forbruget med 20 procent.  Til trods for, at den ene pesticidhandlingsplan efter den anden har forsøgt at sænke landmændenes forbrug.

Og i den forgangne uge kom så nyheden om at landmændenes forbrug af sprøjtemidler er på tre år blevet 30 procent mere belastende for miljøet. Det viser en rapport fra Miljøstyrelsen og Københavns og Aarhus universiteter, der for første gang har beregnet graden af giftighed for de sprøjtemidler, der er blevet anvendt på markerne.

Sprøjtegifte hjælper landmanden til et mere effektivt høstudbytte, men skader biodiversiteten. De vilde planter dør. Insekterne dør, fuglene forsvinder. Og vandselskaberne må hvert år tage omkring 100 vandboringer med rester af sprøjtegift ud af drift – hvilket gør det meget dyrere at forsyne borgene med rent drikkevand. Mens landbrugets forbrug af gift bare stiger og stiger.

Miljøministeren vil vende udviklingen med en ny pesticidafgift. En ny, højere afgift på ”de farligste” typer sprøjtegift, skal dæmpe landmændenes forbrug af sprøjtegifte. Vi ser frem til, at giftene bliver så dyre, at det ikke kan betale sig at sprøjte hver hektar 2,8 gange om året, som det sker nu. Men afgifter er ikke nok.

Effektiv beskyttelse af vores grundvand og drikkevand opnår vi kun, hvis politikerne også vedtager, at der skal være obligatoriske beskyttelseszoner, øget overvågning og strammere regler for godkendelse af nye gifttyper. Og de indfører et totalt forbud mod de farligste sprøjtegifte.

Der skal være solide beskyttelseszoner med sprøjteforbud på de arealer, hvor vores drikkevand bliver produceret og pumpet op, og zonerne skal ligge der, hvor grundvandet har brug for det – ikke kun på de marker, hvor landmanden frivilligt går med til at lade giftsprøjten stå.
 
I stedet for at afgiftsbelægge de farligste gifte, skal politikerne forbyde landmændene at bruge dem. De øvrige gifte skal pålægges høje afgifter, der vil få landmanden til at overveje en ekstra gang, om det er prisen værd at sprøjte marken endnu engang.
Og der skal indføres et totalt forbud mod at anvende de sprøjtegifte, som i disse år viser sig at sive ned til vandet trods giftproducenternes løfter om, at det aldrig ville ske.
Politikerne har alle muligheder for at sikre det danske drikkevand. Men de skal tage hele værktøjskassen i brug – ikke kun afgifter - hvis både vi og de næste generationer skal kunne åbne for hanen i sikker forvisning om, at vandet er rent.