torsdag den 30. august 2012

Plads til natur

Der er ballade om de 50.000 ha randzoner, der netop i disse dage udlægges for at beskytte åer, vandløb og søer mod landbrugets forurening. Randzonerne har været undervejs i 25 år, og dele af landbruget raser over, at det for første gang i årtier ikke er lykkedes dem at få Folketinget til at stoppe eller udsætte en lov, der griber ind over for landbrugets alt for store belastning af naturen.

Men Danmark har en række særlige udfordringer, som ikke findes i samme grad i Tyskland, Sverige eller andre EU-lande. Danmark er nemlig verdens mest intensivt udnyttede landbrugsland, hvilket levner så lidt plads til naturen, at den forarmes, så både fugle, fisk og frøer er i fare for at uddø. 

Det er et velkendt problem, som samtlige regeringer i de sidste 30 år har bebudet at ville rette op på. Men de har ikke haft det politiske mod, når det kom til stykket. Landbruget har formået at gøre deres forurening til samfundets problem ved at påberåbe sig økonomisk krise, tab af arbejdspladser, fald i eksportindtægter eller hungersnød i verden. Stort set hver eneste gang med succes for landbruget – men med tab af store naturværdier. 

Derfor er loven om randzoner vigtig. Den gør op med årtiers accept af, at miljøtiltag er frivillige for landbruget og det, at loven gennemføres, er et klart signal om, at samfundet nu kræver de nødvendige tiltag, der skal give en rig natur og et rent miljø. Loven viser også, at skal landbrugserhvervet have indflydelse på egen udvikling, skal der komme konstruktive og målrettede forslag fra den kant. Det er ikke længere nok kun at pege på, hvad det omkringliggende samfund skal gøre for landbruget eller demonstrere vredt mod samfundets forslag. 

Randzonerne er et lille, men nødvendigt skridt for at nå målet om et bedre vandmiljø, og de skal sikkert finjusteres undervejs. Men de er en fordel for både landmænd og skatteydere. Landmændene får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene. Så vi siger tak til den tidligere regering for at vedtage loven. Og tak til den nuværende for at fastholde og gennemføre den.