Randzoner: Det store politiske spil

Der er ikke noget, der kan hidse store dele af landbruget mere op end et godt håndfast miljøtiltag. Derfor er der ikke så mange af den slags, og når de endelig fremlægges, bliver de bekæmpet med traktorer, retssager og civil ulydighed. Ofte tør politikerne ikke stå ved deres beslutning om at forbedre miljøet og indsatserne udskydes, udhules eller falder helt bort.

Tag nu bare randzonerne. De har været undervejs siden 1987, men ingen har turdet gennemføre dem, før vi fik en fødevareminister ved navn Mette Gjerskov. Hun turde – selvfølgelig med fuld opbakning fra den øvrige regering og stort set samtlige partier i Folketinget.

Søer, moser og vandløb blev beskyttet
På den måde fik vi i september 2012 et reelt håndgribeligt miljøtiltag, der faktisk vil gøre en forskel med 10 meters beskyttelse om alle vandløb og beskyttede søer og moser.

Nu håber vi, at landbruget i sin nye kærlige omfavnelse af Socialdemokratiet ikke får klemt randzonerne ud af miljøbeskyttelsen.

Lad os lige minde om, at randzonerne har været undervejs i ikke mindre end 25 år, og alle har været enige om, at de bestemt skulle etableres. Randzonerne kom først på den politiske dagsorden i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987. Det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne atter på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning.

Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi landmænd med vandløb på deres marker trak håndbremsen.

Og tiden går…….
Randzonerne dukkede op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan trillede årene af sted.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu - nu skulle der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Det fik den siddende VK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti til at gribe ind, og som en del af Grøn Vækst aftalen blev randzonerne obligatoriske.

1.  september 2012 var randzonerne en realitet med opbakning fra et stort set samlet Folketing. I dag er de under heftig beskydning – også fra dem, der ellers var for randzonerne dengang. Den politiske medvind får landbruget til at fortsætte et massivt pres på fødevareministeren for at opgive randzonerne.

Faktum er
Men hør nu her: Randzonerne er ikke pludselig blevet overflødige. Tværtimod. Landbruget bruger stadig sprøjtegifte i mængder, der langt overstiger miljøets tålegrænser. Og det ser ikke ud til at ændre sig. Nye tal viser, at der fra et ellers skyhøjt niveau i 2011 blev langet 31 procent mere gift over disken i 2012. Hamstring på grund af højere afgifter? Ja – det kan være, men også et klart udtryk for, at landbruget ikke selv synes, at der skal skæres ned på forbruget.

Faktum er, at regeringen med randzonerne både sikrer, at Danmark nu opfylder dele af EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider såvel som Vandrammedirektivets krav om at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen af vandmiljøet.

Uden randzoner skal næringsstofferne fjernes andetsteds. Randzonerne står tillige for en væsentlig reduktion af CO2 udledningen. Og så blev randzonerne i øvrigt politisk solgt som kompensation for den natur, der forsvandt, da man pløjede mindst 130.000 ha brak i 2008.

Hold nu fast
Men når landbruget sætter alle hestekræfter ind for at bekæmpe randzoner, så ved vi i Danmarks Naturfredningsforening godt, at det pres kan få selv den mest hærdede politiker til at ryste på hænderne.

Hold nu fast, siger vi bare. I har både DN, de andre grønne organisationer og EU til at bakke op om et af de eneste initiativer, der er gennemført i Vandrammedirektivets 1. planperiode.

Vi ser frem til at få de første vandplaner vedtaget med yderligere beskyttelse af vores vandmiljø og stærk beskyttelse af drikkevandet med boringsnære beskyttelsesområder og en endnu stærkere satsning på økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene – blandt andet der, hvor grundvandet dannes og indvindes.

Vi håber, at det ikke skal tage 25 år. Vi tror, at politikerne ved, at de næste miljøtiltag er afgørende for, hvordan vi sikrer natur og miljø i Europas hårdest dyrkede land.

Vi garanterer, at Danmarks Naturfredningsforening gør sit til, at politikerne ikke mister målet af syne.

Regeringen har glemt naturen

De senere måneder har frustrationen bredt sig blandt os grønne organisationer. Vi mener bestemt, at der fremdrift i regeringen, men det er som om, at den ikke ser, at naturen er nødt til at have sin egen dagsorden – at naturen fortjener bedre og kræver mere og ikke blot kan være et halepåhæng til andre politikker.

For tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Arter uddør - naturen forsvinder
På den måde er denne regering er i fare for at indskrive sig i rækken af regeringer, der passivt ser på, at arter uddør og naturen forsvinder. Solide veldokumenterede anbefalinger til, hvordan nedturen i naturen kan vendes, ligger ubrugte i skuffen.

Det sker, selvom regeringen lovede os en ambitiøs naturpolitik. Men på trods af, at naturen er i frit fald, er lovkataloger, finanslovsforslag og landsplanredegørelser blottede for konkrete naturpolitiske tiltag. Og her - to år efter regeringen tiltrådte, er realiteten den, at stort set ikke en fugl, en fisk eller en frø har fået det bedre.

Vi efterlyser en stærk naturvision
Vi minder derfor om løftet om en ambitiøs naturpolitik i regeringsgrundlaget fra 2011.

”Sikring og udvikling af en varieret og mangfoldig natur, der er tilgængelig og til glæde for alle i både hverdag og ferier, er og bør være en central del af Danmarks værdi- og velfærdspolitik. Alene af den grund vil regeringen give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet,” lyder det - i øvrigt i overensstemmelse med de respektive partiers partipolitiske programmer.

Tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Løsningerne findes - handling mangler
Ikke alene fylder landbruget meget, men samtidigt dyrkes landbrugsarealet hårdere end i noget andet europæisk land. Derudover inddrages hver eneste dag fire hektar svarende til otte fodboldbaner af vores 4,3 millioner hektar store landareal til infrastruktur og by udvikling og Danmark er desuden et af Europas mest fragmenterede lande.

Det koster på naturkvaliteten. Det er 13 år siden Wilhjelmudvalget – ledet af en tidligere konservativ industriminister – kom med den til dato mest præcise analyse af naturens problemer: ”Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe” hed det i sammenfatningen. Af udvalgets anbefalinger har skiftende regeringer alene leveret 3 nationalparker, med stærke forsikringer til lodsejerne om at de ikke ville medføre nogen ændringer.

Men skal der være plads til engblommen, viben og sanglærken, må vi nu til at tage vågne beslutninger om, hvordan vi bruger vores land. Vi skal have en stærk plan for den danske natur med entydige politiske målsætninger for naturens kvalitet og udvikling – en plan, der indeholder tidsfrister og fastlægger ansvaret for hvem, der skal gøre hvad, hvornår. Sådan en plan er også længe efterspurgt af OECD (1999 og 2008), Det Miljøøkonomiske Råd (2008) og Teknologirådet (2010) og landets fremmeste forskere.

En samlet plan for naturen
Regeringen ved det jo godt, fremgår det af regeringsgrundlaget. Her bebudes nemlig en Naturplan Danmark, der bebuder, at der skabes mere natur og at Danmark skal sikres som et varieret, spændende og attraktivt land med en rig natur med sammenhængende naturområder og et rent miljø, også til havs.

Alligevel er der ikke antydning af hjælp at hente for den truede Kejserkåbe eller de 56 procent øvrige udrydnings-truede danske dagsommerfugle i hverken finanslovsforslag eller forslaget til landsplanredegørelse.

En samlet plan for Danmarks natur var ellers en af de 44 anbefalinger, regeringens Natur og Landbrugskommissionen kom med i foråret. En anden af anbefalingerne lyder på, at der hurtigst muligt skal etableres en naturfond, der skal understøtte realiseringen af Naturplan Danmark.

En national naturfond 
En national naturfond vil i den grad kickstarte den grønne omstilling af en nødlidende natur i Europas hårdest opdyrkede land. Fonden skal blandt andet hjælpe med at opkøbe landbrugsjorder, der ikke nødvendigvis har stor værdi for landmanden, men som er arealer, der er særligt værdifulde i kampen for at skabe den sammenhæng og give den plads, som er nogle af de allervigtigste forudsætninger for at få naturen tilbage på fode. Her får naturen førsteprioritet og kan ikke – som i dag – blot betragtes som en form for arealreserve, der kan handles med.

Der er massiv opbakning til en national naturfond og blandt andre Willum og Velux fondene bød generøst ind: Værsgo’ – her er en check – men I kan først indløse den, når I selv har lagt ligeså mange penge i kassen.

Staten skal altså gå forrest og anbefalingen lyder på, et årligt beløb på 300 millioner kroner – eller prisen for et par poser Matador Mix per borger om året eller prisen for at anlægge tre kilometer motorvej.
Alligevel er der i finanslovsforslaget for 2014 ikke øremærket en krone til arbejdet med at oprette en national naturfond.

Pas på den beskyttede natur
Et tredje tiltag, regeringen hurtigt kan sætte på den naturpolitiske dagsorden, handler om den nære natur, vi bruger, når hunden skal luftes, der skal løbes en tur eller der skal trækkes frisk luft. Enge, overdrev, moser og småsøer – kaldet §3 natur - er sådan set beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men i praksis flyttes den rundt og behandles alt efter om kornprisen, gør det tjenligt at opdyrke den. Det kan en håret høgeurt eller en tjærenellikke ikke leve med.

Heldigvis er der også her en god løsning, der sådan set kan gennemføres allerede i morgen. Fremadrettet kan regeringen nemlig sikre, at §3 naturen ikke længere sprøjtes og gødes og udpegningen gøres mere bindende. De indsatser bakkes også op af Natur og Landbrugskommissionen.

En rig natur er velfærd
Det er to år siden regeringen fik magten og de gode løsningerne. Der er nu gået et halvt år, uden politikerne lagt an til at gøre brug af den seneste kommissions gode forslag. Det eneste, vi hører, er, at vækst og arbejdspladser står over alt andet, og tilkendegivelser af  hvor meget, regeringen vil gøre for at redde dansk landbrug. Den retorik bekymrer os. Politikerne glemmer, at en rig natur, rent drikkevand og et sundt miljø er hele forudsætningen for vores liv og velfærd. Natur og miljø er ikke noget, man lige fikser, når man har taget hånd om finanskrise og arbejdsløshed.

Vi forlanger handling, så vi ikke bare giver en fattig brændenældenatur videre til vores børn, men faktisk efterlader naturen rig og mangfoldig – akkurat som vi fik den.

Tag ansvar

Jeg synes, det er rigtig godt at få sparket gang i debatten om klima-udfordringen igen. Det skete, da regeringen kom med sit katalog med 78 forslag til, hvordan vi kan nå målet om at reducere Danmarks udslip af klimagasser med 40 procent frem mod 2020. Og det er dejligt, at der var mod til at pege på sektorer, der hidtil har været friholdt fra at bidrage til at dæmme op for CO2 udslippene.

Landbruget skal medvirke at nedbringe C02 udslippet. Foto: Tao Lytzen

De første 34 procent er der allerede truffet aftale om i det seneste energiforlig fra 2012. Klimakataloget anviste således blot mulige løsninger for de sidste seks procent, som populært sagt skal findes hos borgere, biler og bønder. Det bør ikke være svært, for lysten til at tage ansvar er stor hos borgere og kommuner.

Det ved vi i Danmarks Naturfredningsforening, hvor vi gennem nu godt fem år har arbejdet for at sætte klimaet på dagsordenen ude i kommunerne. Resultatet er, at næsten samtlige kommuner på Sjælland bor i en af 74 DN’s Klimakommuner og her er ingen håndskyhed, når det gælder om at tage et ansvar for klimaet. Med for eksempel CO2 neutrale daginstitutioner og energispareprojekter har klimakommunerne sparet borgerne for både CO2 udledning og penge.

Klimakommunerne gør et fremragende stykke arbejde. Kommunerne har typisk forpligtet sig til at reducere kommunens CO2 udslip med to til fire procent, men flere af dem har på få år opnået reduktioner på op mod 19 procent.

Til sammenligning betyder regeringens udspil, at landbrugsindustrien, transportsektoren og de private husholdninger skal nedbringe CO2 udslippet med en procent årligt.

Alligevel blev de 78 klimaforslag kaldt et ”rædselskatalog”, ”det glade vanvid” og ”Danmark overopfylder sine forpligtelser”. Fra landbruget lød det, at erhvervet er EU’s klimaduks og derfor ikke behøver at tage ansvar.

Sideløbende advarer et overvældende flertal af verdens klimaforskere om, at vi vil opleve temperaturstigninger – måske på op mod 5 grader celsius allerede i dette århundrede, og Verdensbanken efterlyser i rapporten "Turn Down the Heat" akut politisk handling.

For klimaforandringerne vil i de kommende årtier accelerere med en stadigt hastigere nedsmeltning på Nordpolen, mens ingen endnu har beregnet, hvad frigørelsen af de enorme mængder metangasser under den smeltende ismasse vil betyde for klimaet på kloden.

Danmark bliver ikke - i overskuelig fremtid - oversvømmet som Bangladesh eller de store parkistanske sletter under Himalayabjergene.

Men Danmark er et af de lande, der på grund af et enormt forbrug sætter de største økologiske fodaftryk - også i andre lande. I Sydamerika bruger vi blandt andet et område på størrelse med Sjælland til at dyrke foder til svin og køer i Danmark. Desuden har Danmark en klimagæld, idet vi historisk har udledt langt mere CO2 per indbygger end for eksempel en kineser, en afrikaner eller en indoneser. Og skulle det ikke være grunde nok til at tage ansvar, så har ambitiøse danske klima- og energimål lagt grunden til en række af nyere tids største eksportsucceser, og danske cleantech-virksomheder har i de senere år tjent milliarder hjem til Danmark, som Ugebrevet Mandag Morgen påpeger.

Vi har et ansvar og derfor skal forslagene i regeringens klimakatalog selvfølgelig udmøntes i en egentlig klimalov. Flere af forslagene indeholder endda kinderæg. Ved for eksempel at udtage 185.000 ha jorder ud af landbrugsdriften opnås ikke bare en betydelig klimaeffekt, men et udtag vil også bremse op for det tab, vi har af den biologiske mangfoldighed – akkurat om vi har forpligtet os til, og et udtag vil tillige give vores vandmiljø et løft – akkurat som vi har forpligtet os til. Danmarks Naturfredningsforening står ikke alene med ønsket om, at staten skal tage ansvar. Knap halvdelen af vores 74 Klimakommuner tilkendegiver at de ønsker også nationale retningslinjer for deres arbejde med at reducere CO2 udslippene.

Nu mangler vi bare at få landspolitikerne ud af den fossile tidsalder og ind i den nye grønne tid. Se bort fra særinteresser et øjeblik og tag et ansvar – på hele samfundets vegne.

Den fredløse ræv

En dejlig forårsaften løb jeg en tur i skoven hen under aften. Ikke den sædvanlige tur men ind gennem et spor omgivet af et hvidt tæppe af anemoner, lysegrønne nyudsprungne bøge og med sangdrossel og solsort i baggrunden.

Det er sådan en forårsdag, hvor naturen viser sig fra sin bedste side. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen et lille gråt dyr pile af sted. Min første tanke var at det var et gråt egern men den skulle ikke være på Sydfyn.

Jeg stoppede op og kikkede lige ind i øjnene på en lille rævehvalp, der pilede af sted det bedste den havde lært - halen med den hvide spids stod som en antenne lige op i luften. Af sted gik det mod den væltede granrod, hvor rævegraven var.

Jeg stod stille og håbede, at den ville komme op ad graven igen. Heldigvis var hvalpen lige så nysgerrig, som jeg, så den kom op flere gange for at se, hvem jeg dog var.

Min sidste tanke, da solen gik ned og jeg rejste mig for at gå hjem, var: Nyd nu livet - små rævehvalpe - for om føje dage er I jaget vildt. Eller slet og ret døde af sult og tørst.

For en ting er jagttid end anden bekæmpelse uden for jagttiden.

Ræve må i dag jages fra 1. september til 31. januar. Desuden må rævehvalpe uden for rævegrave reguleres i perioden 1. juni til 31. august. Men de må desuden bekæmpes uden for jagttiden.

Når nogen regulerer ræv uden for jagttiden, sker det ifølge Bekendtgørelse om Vildtskader.
Her har man tilladelse til at regulere - det vil sige aflive vildtlevende dyr, hvis de gør omfattende skade på husdyr og hvis der ikke kan findes anden tilfredsstillende løsning. Således må man f.eks. skyde ræve, kaniner, harer, vildsvin, hjortevildt og flere mårdyr. Ifølge lovgivningen er det helt op til den enkelte lodsejer selv at vurdere om det er berettiget at regulere vildtlevende pattedyr – også i yngletiden. Hvorimod man skal have myndighedernes tilladelse til at regulere fugle.

Jeg mener det er helt urimeligt og utidssvarende – det minder jo om wild west - at lodsejere frit kan skyde vildtlevende pattedyr, hvis de føler sig generet af dem.

Heldigvis er jeg langt fra alene om at kære sig om, hvordan vi behandler vores natur og vores vilde dyr. DN har sammen med Dyrenes Beskyttelse initiativ til at vi får revurderet vores opfattelse af, hvornår man i Danmark må skyde vilde dyr.

Ræveungerne er nemlig langt fra de eneste, der risikerer, at deres mor bliver skudt, selvom hun har hvalpe i rævegraven. Også hjorte, mårdyr, harer og kaniner kan skydes uagtet, de har små afhængige unger i baglandet. Ræveungerne må jages, straks de stikker snuden udenfor rævegraven.

Før miljøministeren overhovedet har nået at få svaret på henvendelsen fra Dyrenes Beskyttelse og DN har nu stort set samtlige partier fra højre til venstre i Folketinget tilkendegivet, at det selvfølgeligt er uacceptabelt at dyreunger må overlades til at dø af sult og tørst.

Nu ser jeg frem til, at politikerne står ved deres ord, når vi skal se på jagttider og regler for regulering til efteråret.

Men det, at vi i det hele taget står i den situation, kalder på eftertanke. Jeg efterlyser øget tolerance hos lodsejere overfor arter, der er hjemmehørende i den danske natur. Regulering uden for jagtsæsonen skal være undtagelsen og må kun ske med myndighedernes tilladelse. Der skal være tungtvejende grunde til at regulere i dyrs yngletid. Andet kan vi ikke være bekendt.

Natur i byen

Er der noget bedre end en dansk midsommerdag? Det er som om, at alt bare er bedre. Dagene er lysere, maden smager bedre, den frodige natur er tættere på – nu også i byen.

Her oplever vi nemlig, at interessen for at få naturen op under neglene er voksende. Tidligere asfaltørkener er begyndt at blomstre, mens stadigt flere køber byhonning nede om hjørnet. For naturen er ikke længere forbeholdt det åbne land. Vi oplever derimod, at det voksende antal danskere, der flytter til byerne, i stigende grad tager naturen med.

Vi skaber grønne kvarterer
Inde mellem de snorlige gaders karreer er det således begyndt at summe af liv. I Odense, i Aarhus og i København, for at nævne nogle byer, har initiativrige borgere sat bistader op, og alene i København arbejder i skrivende stund flere end otte millioner bier på at indsamle honning til byens borgere. Interessen for initiativet, der hedder ”ByBi” er stor og selvfølgelig støttet af os i Danmarks Naturfredningsforening. Private, kommuner, virksomheder og boligselskaber vil også være med, og antallet af bier alene i København er firedoblet på bare tre år.

Og det er ikke kun bierne, der arbejder. Faktisk vælger stadigt flere danskere at være med til at skabe grønne kvarterer der, hvor de bor. På Vesterbro i København har en flok beboere i starten af denne måned overtaget en række bede, og så er der ellers blevet plantet blomster. I Aarhus har de lokale fra Danmarks Naturfredningsforening fået kommunen med på idéen om at skabe et nyt stenrev umiddelbart i forbindelse med havnen for at trække fisk, sæler og marsvin tæt ind til byen. Og der er ingen tvivl om, at det også vil trække aarhusianere og turister til. For hvem vil ikke gerne opleve dyrelivet fra kajen eller med snorkel og maske?

Træer i byen opsamler regnvand
På den vis er der kommet et ønske om at have naturen tæt på boligblokken eller byhuset. Selvfølgelig er der nogle, der synes fuglene synger for højt, eller at det gamle træ skygger for meget. Men derudover er bevægelsen mod mere natur i byerne rigtig fornuftig at understøtte – også set med de samfundsøkonomiske briller på.

Tag nu bare træerne i byerne som eksempel. De er med til at optage den stadigt større mængde regnvand, klimaforandringerne giver, og som asfalt og fliser i byen ikke kan absorbere. Træerne bidrager til et bedre byklima ved at skabe læ, og de nedsætter temperaturen ved fordampning. Bladene optager CO2 og fanger partikler fra luften, der fjernes og komposteres, når de falder af i efteråret. Og så er bytræer med til at bløde den sort-asfalterede by op med grønt løv og et egern eller et fuglefløjt.

Det har vi danskere fået øjnene op for, viser en undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (i dag DCE) fra 2011. Her siger flere end 88 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist enige i, at "vi skal beskytte naturens mangfoldighed, også i byen."

Bynatur er ikke kun for de største byer
Så udbygningen af bynatur lægger danskerne på hjertet, og det grønne hører ikke kun de største byer til, men også borgerne i for eksempel Hillerød, Helsingør eller Frederikssund vil få stor gavn af at gå ind i arbejdet for en stadig grønnere byudvikling. For ikke bare nyder vi, at byen blomstrer og summer af liv, men vi oplever også, at for eksempel grønne kiler og grønne tage giver god mening i forhold til at holde byen kølig i sommerheden og fri for vandmasser under skybrud. Det er med til at give os nærhed til og respekt for naturen, og ved at trække naturen ind i byerne lettes vejen ud i den lidt vildere natur, når man søger stilhed eller store naturoplevelser.

Så god bynatur er en ren vindersag for alle: For borgerne, for bierne, for blomsterne og for naturen som et hele.

Ulven og den lille rødhætte

Ulv! Det er et forkætret dyr, der har sat gang i en naturdebat, som intet andet dyr i nyere tid. Debatten spænder lige fra fascination til frygt. Der diskes op med de mest grusomme scenarier, og medierne sluger dem råt og grådigt. Ulvene vil tage spædbørn og svagelige, de sidder ude på marken og stirrer ind i de små hjem og aflurer ofrenes mønstre, hvorefter koblet angriber. Alene valget af ordene burde da få den kritiske journalist til at studse.

Men sådan er det desværre ikke. Den seneste ukritiske historie blev bragt i Søndagsavisen og straks rundsendt til alle andre medier, der meget apropos kastede sig som glubske ulve over sagen. En rigtig kioskbasker. Problemet med historien er altså bare, at historien ikke holder!

Men Søndagsavisen ønskede ikke tage sig ulejligheden med at spørge i landene omkring os, blandt de som faktisk arbejder med ulveforvaltning. Eller blot spørge Aarhus Universitet, der  netop har lavet en udredning om blandt andet dette. Eller tjekke nogle af de andre dokumenter fra Vildforvaltningsrådet, som jeg henviste til. Nej – det ville jo tage luften ud af deres historie.

I Danmark er der – måske – to strejfende ulve. I Norge, Sverige, Finland er der mellem 260 og 330.  Vel er der mere natur for ulvene at bevæge sig på i de store nordiske skove end i lille og tætdyrkede Danmark. Men netop derfor er der også en naturlig begrænsning på, hvor mange ulve, der kan leve her i landet.

Man skal hverken romantisere eller dramatisere diskussionen om ulv, men kalde en spade for en spade: ulvene æder en gang i mellem  får, hvis hegningen ikke holder dem ude. Det synes vi, at fåreavlerne skal godtgøres via en vildtskadefond. Men al forskning viser, at hovedparten – nemlig 99 procent af ulvenes føde i Tyskland ikke er husdyr, men blandt andet krondyr. Også her er medierne hoppet på en vildand, når de viderebringer Søndagsavisens oplysning om, at vores ”råvildt vil blive fordrevet”.

Ulvene vil der imod tage de svageste dyr og på den vis være med til at holde bestandene sunde. Jægerne går mest efter de sunde og største, så der er brug for ulven og den lukker et ”hul” i den danske natur, som ikke har haft store rovdyr i 200 år. Og råvildtet findes i så rigt mål, at jægerne accepterer at dele deres del af byttet med danske ulve. Også her kunne man have ulejliget sig med at kigge lidt i notatet fra de danske vildtforskere, der faktisk arbejder med krondyr og rådyr: Her står intet om, at man kan risikere at rådyr og krondyr ”fordrives”.

Men den mest hårrejsende påstand er dog, at ulvene vil gå efter spædbørn og svagelige. Et næsten direkte afskriv efter eventyret om ”Ulven og den lille rødhætte”.

I virkelighedens verden må vi spørge: Hvordan skulle det dog gå for sig i praksis? Angreb på plejehjem og vuggestuer? Der er ingen eksempler på angreb på mennesker i Tyskland, hvorfra ”vores” ulve stammer. Tværtimod er ulvene så sky, at det har været svært at få fotos af dem. Det er en ubehagelig måde at spille på frygten for det ukendte og har heldigvis ingen hold i virkeligheden. Men medierne har udvist en ufattelig liden interesse i at få proportionerne på plads i deres artikler.

Selvfølgelig forstår vi i Danmarks Naturfredningsforening, at man kan blive frygtelig bange ved tanken over en dag at stå ansigt til ansigt med en ulv. For ulven er og bliver et toprovdyr.

Derfor er det vigtigt at holde sig til fakta.  Det fremgår af Århus Universitets notat til Naturstyrelsen om ulvenes farlighed således:

”Ulveangreb på mennesker sker meget sjældent i almindelighed og i Europa endnu mere sjældent, hvor så at sige alle tilfælde kan henføres til rabiessmittede dyr.

Følgende uprovokerede ulveangreb med døden til følge er opgivet fra nyere tid: Polen (1937): 5 tilfælde, Spanien (1957-1974): 4 tilfælde, Rusland (1944-1953): 36 tilfælde. Da Tyskland siden 2008 har været erklæret rabiesfri (Sächsisches Staatsministerium für Umwelt und Landwirtschaft 2009) vurderes risikoen for ulveangreb på mennesker i Danmark som forsvindende lille”. Skulle det usandsynlige ske og rabiessyge dyr dukke op, kan vi vist alle hurtigt blive enige om at fjerne dem omgående.

Men selv i den fordrejede og frygtbaserede form er den nationale diskussion om ulve eller ej alligevel interessant. For debatten om ulvene er også debatten om, hvorvidt Danmark kan rumme vild natur. Eller måske snarere – kan danskerne?

Politikere som Venstremanden Søren Pind opfordrer indirekte til at skyde ulvene, mens andre griber til selvtægt og forgifter rovfugle eller på anden vis ulovligt bekæmper natur, de synes, begrænser deres egen udfoldelsesmulighed eller  blot er uønsket i Danmark.

Det er selvfølgelig helt uantageligt, men viser, at vi mentalt har svært ved at rumme vild natur efter, at vi nu i generationer har brugt mange kræfter på at bekæmpe den. Det viser, at vi anser den natur, vi ikke kan kapitalisere på, som værende unyttig. Naturen har i manges optik således ingen selvstændig berettigelse. Det ses klart af, at selv førhen så almindelige arter som haren eller viben er i tilbagegang, mens vores flittigste hjælpere i landbruget, bierne, har svært ved at finde føde i marken. Kort sagt truer vi hver fjerde undersøgte dyreart på eksistensen.

Heldigvis er de store dyr på fremmarch og vidner om at vi måske alligevel har vild natur tilbage. Ulven, vildsvinet, bæveren og odderen trækker spor langt bagud i vores fælles historie og nu er de for alvor tilbage i den danske natur. Mens vi diskuterer om vi vil lade dem leve her, tvivler kun de færreste på, at regnskovene, tigrene og elefanterne skal sikres, når det gælder andre og typisk fattigere lande. Ja – dele af vores ulandsbistand er netop gået til natur og miljøformål. Men når det gælder Danmark lyder det: skyd dem. Smid dem ud!

Det er en fattig holdning i et rigt land. De store dyr har en særlig betydning for, hvordan vi oplever naturen, og de er med til at trække os ud i naturen og opdage glæden ved en grøn pragttorbist, en spættet bredpande eller en perlemorsommerfugl.

Vi skal ikke lade os nøje med den del af naturen, som vi (i dag) udelukkende mener at kunne omsætte til fødevarer eller på anden måde drage nytte af. For nok kan selve oplevelsen af det vilde ikke umiddelbart omsættes i gangbar mønt, men den utæmmede natur sætter vores eget liv i relief og giver det dybere mening. Dér stresser vi af og bliver en del af et større hele – noget oprindeligt. Og ikke mindst er naturen den fælles reference på tværs af generationer.

Gennem tiderne har vi ladet os betage ved synet af rovfuglen, der slår kløerne i sit bytte. Forundringen over, at snæblen finder vej til de samme gydesteder år efter år, selv om den hverken rejser med kort eller kompas, er fælleseje. Og glæden er med garanti den samme landet over ved lydene i den vågnende forårsskov med synet af anemoner, der dækker den duftende skovbund og solsortens  smukke sang som bagtæppe.

Det lyder som lutter naturromantik, og den slags ufinansierede betragtninger er en stensikker taber, stillet overfor hårdtslående argumenter som vækst, bruttonationalprodukt og arbejdspladser. Men se i stedet naturen som den dyrebareste ressource, vi har – og betragt den som en investering i fremtiden. 80 procent af al ny medicin stammer fra naturen, for eksempel i dyr, planter, svampe eller bakterier. Og det gælder ikke kun i regnskoven vi kan  også  finder den gave i Danmark.

Selv er jeg flere gange rejst til Nordskandinavien og Sydeuropa for at opleve ulvene. Og jeg har teltet i nationalparker med ulve. Det er aldrig lykkedes mig at se andet end spor af ulv, selvom Spanien er det land i Europa, der har flest ulve. Nu glæder jeg mig til at besøge Thy Nationalpark eller hedeområder i det vestjyske. Jeg kan allerede mærke suget i maven over, hvad der - måske - møder mig i naturen.

For alene tanken om mødet med eller bare glimtet af en ulv bringer for alvor alle sanser i spil og hvert eneste spor på stien eller underlige lort under træet, vil blive undersøgt med ekstra omhu og spændt forventning. Der er således ingen grund til at lave tynde avishistorier baseret på afmagtsfølelser som frygt, når der i virkeligheden er en endnu stærkere fortælling baseret på fakta, magi og ægte forundring over naturen. Se det kan blive et rigtigt eventyr!

EU kan ikke – kan Danmark?

I Danmark vil vi så gerne være verdensmestre i (næsten) det hele, og det er en flot ambition. Et af de verdensmesterskaber, vi faktisk allerede har, koster imidlertid dyrt på andre konti. Som verdens mest gennempløjede land mister vi natur og landskaber med stor hast.

Men tabet af harer, drikkevandsboringer, storke, bier, sommerfugle eller istidslandskaber og moser har nu ikke foranlediget nogen til at råbe STOP og ytre politisk ønske om, at nu skal Danmark være have et verdensmesterskab i rig og mangfoldig natur.

Faktisk tages den danske naturpolitik ikke mere alvorligt end at der konstant lovliggøres en ulovlig opført bygning i et særligt bevaringsværdigt landskab, planlægges en motorvej i et fredet område eller lovliggøres en opdyrkning af et beskyttet naturområde. Politiske tilladelser, overtrædelser og dispensationer er således hverdagskost, når der gælder naturpolitiken.

Det sker selvom alle er enige om, at naturen – den kan vi ikke leve uden!

Som det er i dag, er det på mange måder reelt i landbrugspolitikken, vi skal skimte efter hvilke muligheder, der for alvor kan være for naturen. Og netop derfor er det en sand gyser, der netop nu udspiller sig i Bruxelles, hvor 400 milliarder kroner er til forhandling – en forhandling, der reelt står på, hvor grønne Europas landmænd skal være fremover. Sagt med andre ord: hvor meget skal vi beskytte og sikre naturen fremover.

Støtten i sin nuværende form har været med til at udvikle en højintensiv landbrugsproduktion først i Vesteuropa og nu også i Østeuropa med store omkostninger for naturen. Landskaberne er forandret, og samtidig med introduktionen af landbrugsstøtten i de 10 ”nye” EU-lande er f.eks. fuglebestandene gået drastisk tilbage.

Det er i den virkelighed, Danmarks Naturfredningsforening sammen med andre grønne organisationer over hele Europa presser på for, at de mange skattekroner bruges på at sikre vores fælles naturressourcer bedst muligt. Og det sker nu engang kun ved, at landmændene får en række konkrete krav, de skal leve op til, for at få støtte til deres arealer.

Vi står ikke alene. I en Eurobarometer-måling mener 69 procent af danskerne, at landbrugsstøtten skal målrettes til at beskytte miljøet i EU.

Men borgerne står overfor en særdeles magtfuld landbrugslobby, der ønsker at fortsætte som altid. Og de europæiske politikere synes tættere på lobbyisterne end på befolkningerne. Derfor tyder alt på, at EU’s landbrugsstøtte vil fortsætte uforandret – med tab af naturværdier til følge – også i Danmark.

Men siden de danske politikere – herunder også de danske europaparlamentarikere - faktisk har kæmpet bravt for en grøn omlægning af EU støtten, så vil vi nu opfordre dem til at gå enegang.

Lad beskyttelsen og sikringen af vores egne natur og miljøressourcer blive en del af den bebudede ”grønne omstilling”. Der er arbejdspladser i at pleje overdrevet, genoprette mosen, sikre drikkevandet og overvåge arterne. Der er penge i kvalitetsvarer fra grønne landbrug, der har sprøjtefrie madvarer og dyrevelfærd som adelsmærke. Ja – der er flere penge at hente i sikring af naturressourcerne end i at rydde op efter skaderne fra en  landbrugsindustri, der paradoksalt nok i sin nuværende skikkelse ikke har det som en del af sin præmis at sikre den natur, som landbruget reelt selv lever af.

Derfor kære politikere – find modet, sigt efter det bedste - ja – gør Danmark verdensmestre i rig og mangfoldig natur.

Er den grønne vækst helt forsvundet for regeringen?

Regeringen kaldte sig fra starten for en grøn regering. Og pegede på, at vejen ud af krisen var at satse på grøn vækst og grøn omstilling. Med Vækstplan DK nedsættes og aflyses en række grønne afgifter, og regeringen har da også måtte erkende, at det vil føre til mere forurening.

Det kan undre, at en regering, der i regeringsgrundlaget erklærer, at ”En omlægning af skatter og afgifter skal sikre, at der skabes de rette incitamenter til at tænke og handle grønt.” netop skaber incitamenter til det modsatte ved at aflyse kørselsafgifter for lastbiler og slække på CO2-afgifter og emballageafgifter.

Det ser ud som om vækstplan DK er gårsdagens løsninger, hvor man satser på gammeldags vækst hvor øget miljøbelastning og forurening stadig er en mulighed som vej til velstand. Hvis man ser på, hvor det hidtil har bragt os hen, og med alle de advarsler der er givet om lurende ressourcekrise, synes det ikke som fremtidens løsning. En række fremtrædende analytikere stiller endda spørgsmålstegn ved, om det overhovedet vil give ret mange arbejdspladser.

Hvor blev det grønne af som motor i den nye vækst, som regeringen ellers havde stillet i udsigt? Det ser ud som om regeringen helt har mistet troen på det grønne og falder tilbage i dogmet om, at der er der en modstilling mellem velstand og natur- og miljøforbedringer. At tro, at vi skal bygge vores velstand på at konkurrere ved at på slække på ressourceeffektivitet og miljøsvineri, er et kapløb vi alligevel ikke kan vinde.

Lakmusprøven for regeringens grønne profil må være, om der bliver leveret reelle natur- og miljøforbedringer i politiske tiltag i den kommende tid:. I marts fremlægger Natur- og landbrugskommissionen sine anbefalinger, der gerne skulle lede til en fornyelse af vækstmodellen i landbruget med meget mindre miljøpåvirkning til følge, og regeringens klimaplan, som fremlægges i foråret, skulle meget gerne  fastholde en retning mod en omstilling væk fra CO2-udledninger til et samfund baseret vedvarende energi.

Man kan godt blive lidt bekymret, når man ser på de rådgivere, regeringen har, til at hjælpe dem med at skabe en mere grøn økonomi. Det Miljøøkonomiske Råd, som er en del af den økonomiske vismandsinstitution, præsenterer i dag en rapport, hvor virkeligheden forsimples og miljøet spiller en birolle.

For eksempel. foreslår de en omlægning af bilafgifterne, der vil føre til øget luftforurening, med øget sygdom, tidlig død, naturforringelser o.s.v. til følge. Men det anser rapporten som ”god samfundsøkonomi”. Der foreslås også, at vi skal erstatte den danske klima- og energiindsats ved at bruge EU’s kvotehandelssystem der ifølge vismændene "virker efter hensigten”.

DN håber, at regeringen vil lade sig inspirere af det kommende forår og igen lade det grønne spire frem, og fokusere på løsninger, hvor kuren ikke er værre end sygdommen. 

Naturen skaber store drømme

Akkurat nu lægger regeringens Natur og Landbrugskommission sidste hånd på det, der skal angive en ny vej frem for det danske landbrug og den danske natur. Mens vi venter på kommissionens anbefalinger drømmes der store drømme i alle lejre.

Landbruget ser muligheder så store som Kina for at få lov at dyrke mere og for, at en række af de eksisterende miljøtiltag kan erstattes af indsatser langt væk fra landmandens matrikel. De grønne organisationer drømmer selvfølgelig om rige ådale, blomstrende overdrev og enge med græssende dyr og svirrende insekter. Politikerne vil gerne have det hele uden meromkostninger.

Danmark pløjes stort set fra kyst til kyst. Naturen ligger derfor som små isolerede pletter på danmarkskortet - indhyllet i ammoniak og sprøjtegifte.

I verdens hårdest opdyrkede land skal der skabes plads til mere natur på alle arealer. De stadigt større og golde produktionsmarker er i dag uoverstigelige og uspiselige for agerlandets pressede arter. Vi skal blandt andet have udyrkede striber i marken og økologisk drift for at give plads til mere artsdiversitet. Og så skal ploven løftes helt væk fra 400.000 hektar. Det skal til for, at naturen kan rodfæste sig og i øvrigt få den helt afgørende sammenhæng, der gør, at sommerfugle, harer og agerhøns finder mager.

Vi skal væk fra monokulturer og ensidige sædskifter og over til afgrøder, der tillader den vilde natur at eksistere og samtidig endda giver god indtjening. Den type afgrøder er vi heldigvis oven i købet gode til i Danmark.

Vi skal se på både input og output. I Danmark presser vi naturen, fordi vi har langt flere husdyr, end vi i dag kan dyrke foder til. Men også outputtet tvinger naturen i knæ. Ufattelige mængder gylle rammer ikke kun det dyrkede areal, men også vand og naturområderne ved siden af, fordi gyllen driver af marken eller spredes via luften. Så ikke flere husdyr end vi selv kan dyrke foder til, og gyllen skal bioforgasses før, vi spreder den i naturen.

I dag gror naturen til, fordi landmanden har sat køerne på stald. Vi skal gøre det attraktivt for landmanden igen at sætte sine husdyr på marken. Så får vi samtidig verdens bedste og dybt savnede naturplejere tilbage – typisk i form af græssende køer.

Ikke kun mennesker, men også naturen er helt afhængig af vores rene drikkevand. Vi skal sikre, at beskyttelsen af det rene vand til enhver tid får forrang uanset, at vi også vil have landbrugsprodukter. Så i de områder, hvor vores vand dannes og hentes, skal kommunerne pålægge landmændene restriktioner i dyrkningen. Måske skal der slet ikke længere dyrkes på arealet, måske kan der dyrkes, men ikke sprøjtes og gødes.

Vores forslag til Natur og Landbrugskommissionen er baseret på den bedst tilgængelige viden om naturens udfordringer og landbrugets muligheder. For vi har lige så stor interesse som landbruget i, at erhvervet får alle ønskelige incitamenter til at vælge de løsninger, som alle vinder på. Og ingen vinder på at de økonomiske eller de økologiske regnskaber presses endnu længere i bund.

I Danmarks Naturfredningsforening ser vi nu frem til, at der for første gang nogensinde kommer en reel og mærkbar prioritering af naturen. At naturen får førsteprioritet. Vi er sikre på, at den prioritet sagtens kan gå hånd i hånd med et stærkt og levende landbrug. For hvis regering og Folketing tør, så kan et højkvalitetslandbrug i en højkvalitetsnatur gå hen og blive større eksport succeser, end nogen havde turde drømme om.

Fortællingen går på, at landbruget ikke har et problem

Der er fra alle sider deponeret enorme håb og forventninger i Natur og Landbrugskommissionen, der om mindre end to måneder kommer med sine anbefalinger til, hvordan vi får et landbrug og en natur med sorte tal på begge bundlinjer.

At anbefalingerne nu er på trapperne ses også af den stadig større mængde ofte vidtløftige påstande og endeløse krav, der kører løs i medierne. Spalte op og spalte ned kan vi læse om, at vandplanerne skal starte (helt) forfra og randzonerne skal afskaffes. Og om, at landbruget ikke længere skal reducere mængden af kvælstof, men der imod skal have lov at gøde endnu mere.

Fortællingen går på, at landbruget slet ikke har et problem. Og hvis samfundet synes, at landbruget har et problem, så skal det ikke løses hjemme hos landbruget og nogen andre må betale for at få det løst. 

Det er en gammel, men succesfuld traver, der hives op af skuffen.

Fortællingen handler om, at få skabt et forventningspres – enkelt sagt – begrundet i, at landbruget egentlig slet ikke behøver at gøre noget som helst, for deres forureningsproblem kan løses stort set alle andre steder end akkurat der, hvor det skabes - nemlig på landmandens mark.

Landbruget og vennerne på Christiansborg peger blandt andet på fiffige tiltag som at etablere stenrev i havet og starte muslingeproduktioner i fjordene for at fjerne kvælstofforureningen på land.

I et velkoordineret kompagniskab fastholdes og cementeres myten om, at samfundet stort set må lukke og slukke, hvis ikke landbruget får lov at dyrke uhindret. Således vil milliarderne fosse ud af statskassen, hvis landbruget pålægges ”flere" byrder og statskassen vil styrtbløde, hvis ikke der i stedet lempes og fjernes miljøkrav til erhvervet. Desværre trykker flere medier ukritisk fortællingen uden nogensinde at spørge: kan det nu også være rigtigt?

Lad mig bare slå fast: Uanset, hvor ofte og hvor højt, disse budskaber råbes, er og bliver det bluf: Stenrev og muslinger i havet omkring Danmark bringer ikke naturen på marken, i bækken, i mosen eller på engen et hammerslag nærmere noget, der bare ligner en god tilstand.

Jeg står ikke alene med det synspunkt. Nogle af de fremmeste forskere i Danmark understreger i et åbent brev til fødevareminister og miljøminister, at blandt andet stenrev og muslingeproduktion ikke batter noget i denne sammenhæng.

Forskerne baserer - akkurat som vi, vores anbefalinger til kommissionen på konkret viden. Og gør man det, ved vi jo godt, at ingen kommer uden om en betydelig indsats både på såvel som rundt om markblokken.

                                                      

Helt overordnet skal naturen have mere plads. Ikke kun vil mere plads og bedre sammenhæng give naturen et stort løft, men det vil også have effekter på vandmiljø og klima. Vi skal også have forbud mod sprøjtemidler på udpegede arealer til gavn for drikkevand og natur.

Indsatsen er uomgængelig, hvis vi vil vende nedgangen i naturen. Og det vil vi. Ikke bare fordi vi har forpligtet os til at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed, men særligt fordi, alternativet da er utænkeligt.

Det ved landbrugstoppen og politikere som Henrik Høegh og Jørgen Dohrman jo udmærket godt. Derfor er det ærgerligt, at de bliver ved med at opbygge falske forhåbninger hos landmændene, der netop på grund af så modsatrettede meldinger jo må føle sig som gidsler. 

Lad os i stedet få kortene på bordet. Hvad er det ærlige regnskab?

Hvad tjener samfundet reelt på landbruget og hvad koster landbruget os i form af tabte naturværdier, genopretning, mistede drikkevandsboringer osv. Det er nu i alles interesse at få sandheden frem, så forventningerne bliver realistiske. Først da kan vi vende naturens og landbrugets nedtur. 

Jeg håber, at Natur- og Landbrugskommissionen kan manøvrere uden om myterne, fordi vi ellers kun vil se en endnu større og hurtigere afvikling af naturen. Jeg tror på, at kommissionen kommer med de helt nødvendige og gennemgribende anbefalinger, der for alvor skaber sætter gang i en positiv og vedvarende udvikling i naturen og i landbruget.  Jeg ved, at vi i Danmarks Naturfredningsforening vil blive ved med at arbejde for, at det sker.