Er den grønne vækst helt forsvundet for regeringen?

Regeringen kaldte sig fra starten for en grøn regering. Og pegede på, at vejen ud af krisen var at satse på grøn vækst og grøn omstilling. Med Vækstplan DK nedsættes og aflyses en række grønne afgifter, og regeringen har da også måtte erkende, at det vil føre til mere forurening.

Det kan undre, at en regering, der i regeringsgrundlaget erklærer, at ”En omlægning af skatter og afgifter skal sikre, at der skabes de rette incitamenter til at tænke og handle grønt.” netop skaber incitamenter til det modsatte ved at aflyse kørselsafgifter for lastbiler og slække på CO2-afgifter og emballageafgifter.

Det ser ud som om vækstplan DK er gårsdagens løsninger, hvor man satser på gammeldags vækst hvor øget miljøbelastning og forurening stadig er en mulighed som vej til velstand. Hvis man ser på, hvor det hidtil har bragt os hen, og med alle de advarsler der er givet om lurende ressourcekrise, synes det ikke som fremtidens løsning. En række fremtrædende analytikere stiller endda spørgsmålstegn ved, om det overhovedet vil give ret mange arbejdspladser.

Hvor blev det grønne af som motor i den nye vækst, som regeringen ellers havde stillet i udsigt? Det ser ud som om regeringen helt har mistet troen på det grønne og falder tilbage i dogmet om, at der er der en modstilling mellem velstand og natur- og miljøforbedringer. At tro, at vi skal bygge vores velstand på at konkurrere ved at på slække på ressourceeffektivitet og miljøsvineri, er et kapløb vi alligevel ikke kan vinde.

Lakmusprøven for regeringens grønne profil må være, om der bliver leveret reelle natur- og miljøforbedringer i politiske tiltag i den kommende tid:. I marts fremlægger Natur- og landbrugskommissionen sine anbefalinger, der gerne skulle lede til en fornyelse af vækstmodellen i landbruget med meget mindre miljøpåvirkning til følge, og regeringens klimaplan, som fremlægges i foråret, skulle meget gerne  fastholde en retning mod en omstilling væk fra CO2-udledninger til et samfund baseret vedvarende energi.

Man kan godt blive lidt bekymret, når man ser på de rådgivere, regeringen har, til at hjælpe dem med at skabe en mere grøn økonomi. Det Miljøøkonomiske Råd, som er en del af den økonomiske vismandsinstitution, præsenterer i dag en rapport, hvor virkeligheden forsimples og miljøet spiller en birolle.

For eksempel. foreslår de en omlægning af bilafgifterne, der vil føre til øget luftforurening, med øget sygdom, tidlig død, naturforringelser o.s.v. til følge. Men det anser rapporten som ”god samfundsøkonomi”. Der foreslås også, at vi skal erstatte den danske klima- og energiindsats ved at bruge EU’s kvotehandelssystem der ifølge vismændene "virker efter hensigten”.

DN håber, at regeringen vil lade sig inspirere af det kommende forår og igen lade det grønne spire frem, og fokusere på løsninger, hvor kuren ikke er værre end sygdommen. 

Naturen skaber store drømme

Akkurat nu lægger regeringens Natur og Landbrugskommission sidste hånd på det, der skal angive en ny vej frem for det danske landbrug og den danske natur. Mens vi venter på kommissionens anbefalinger drømmes der store drømme i alle lejre.

Landbruget ser muligheder så store som Kina for at få lov at dyrke mere og for, at en række af de eksisterende miljøtiltag kan erstattes af indsatser langt væk fra landmandens matrikel. De grønne organisationer drømmer selvfølgelig om rige ådale, blomstrende overdrev og enge med græssende dyr og svirrende insekter. Politikerne vil gerne have det hele uden meromkostninger.

Danmark pløjes stort set fra kyst til kyst. Naturen ligger derfor som små isolerede pletter på danmarkskortet - indhyllet i ammoniak og sprøjtegifte.

I verdens hårdest opdyrkede land skal der skabes plads til mere natur på alle arealer. De stadigt større og golde produktionsmarker er i dag uoverstigelige og uspiselige for agerlandets pressede arter. Vi skal blandt andet have udyrkede striber i marken og økologisk drift for at give plads til mere artsdiversitet. Og så skal ploven løftes helt væk fra 400.000 hektar. Det skal til for, at naturen kan rodfæste sig og i øvrigt få den helt afgørende sammenhæng, der gør, at sommerfugle, harer og agerhøns finder mager.

Vi skal væk fra monokulturer og ensidige sædskifter og over til afgrøder, der tillader den vilde natur at eksistere og samtidig endda giver god indtjening. Den type afgrøder er vi heldigvis oven i købet gode til i Danmark.

Vi skal se på både input og output. I Danmark presser vi naturen, fordi vi har langt flere husdyr, end vi i dag kan dyrke foder til. Men også outputtet tvinger naturen i knæ. Ufattelige mængder gylle rammer ikke kun det dyrkede areal, men også vand og naturområderne ved siden af, fordi gyllen driver af marken eller spredes via luften. Så ikke flere husdyr end vi selv kan dyrke foder til, og gyllen skal bioforgasses før, vi spreder den i naturen.

I dag gror naturen til, fordi landmanden har sat køerne på stald. Vi skal gøre det attraktivt for landmanden igen at sætte sine husdyr på marken. Så får vi samtidig verdens bedste og dybt savnede naturplejere tilbage – typisk i form af græssende køer.

Ikke kun mennesker, men også naturen er helt afhængig af vores rene drikkevand. Vi skal sikre, at beskyttelsen af det rene vand til enhver tid får forrang uanset, at vi også vil have landbrugsprodukter. Så i de områder, hvor vores vand dannes og hentes, skal kommunerne pålægge landmændene restriktioner i dyrkningen. Måske skal der slet ikke længere dyrkes på arealet, måske kan der dyrkes, men ikke sprøjtes og gødes.

Vores forslag til Natur og Landbrugskommissionen er baseret på den bedst tilgængelige viden om naturens udfordringer og landbrugets muligheder. For vi har lige så stor interesse som landbruget i, at erhvervet får alle ønskelige incitamenter til at vælge de løsninger, som alle vinder på. Og ingen vinder på at de økonomiske eller de økologiske regnskaber presses endnu længere i bund.

I Danmarks Naturfredningsforening ser vi nu frem til, at der for første gang nogensinde kommer en reel og mærkbar prioritering af naturen. At naturen får førsteprioritet. Vi er sikre på, at den prioritet sagtens kan gå hånd i hånd med et stærkt og levende landbrug. For hvis regering og Folketing tør, så kan et højkvalitetslandbrug i en højkvalitetsnatur gå hen og blive større eksport succeser, end nogen havde turde drømme om.

Fortællingen går på, at landbruget ikke har et problem

Der er fra alle sider deponeret enorme håb og forventninger i Natur og Landbrugskommissionen, der om mindre end to måneder kommer med sine anbefalinger til, hvordan vi får et landbrug og en natur med sorte tal på begge bundlinjer.

At anbefalingerne nu er på trapperne ses også af den stadig større mængde ofte vidtløftige påstande og endeløse krav, der kører løs i medierne. Spalte op og spalte ned kan vi læse om, at vandplanerne skal starte (helt) forfra og randzonerne skal afskaffes. Og om, at landbruget ikke længere skal reducere mængden af kvælstof, men der imod skal have lov at gøde endnu mere.

Fortællingen går på, at landbruget slet ikke har et problem. Og hvis samfundet synes, at landbruget har et problem, så skal det ikke løses hjemme hos landbruget og nogen andre må betale for at få det løst. 

Det er en gammel, men succesfuld traver, der hives op af skuffen.

Fortællingen handler om, at få skabt et forventningspres – enkelt sagt – begrundet i, at landbruget egentlig slet ikke behøver at gøre noget som helst, for deres forureningsproblem kan løses stort set alle andre steder end akkurat der, hvor det skabes - nemlig på landmandens mark.

Landbruget og vennerne på Christiansborg peger blandt andet på fiffige tiltag som at etablere stenrev i havet og starte muslingeproduktioner i fjordene for at fjerne kvælstofforureningen på land.

I et velkoordineret kompagniskab fastholdes og cementeres myten om, at samfundet stort set må lukke og slukke, hvis ikke landbruget får lov at dyrke uhindret. Således vil milliarderne fosse ud af statskassen, hvis landbruget pålægges ”flere" byrder og statskassen vil styrtbløde, hvis ikke der i stedet lempes og fjernes miljøkrav til erhvervet. Desværre trykker flere medier ukritisk fortællingen uden nogensinde at spørge: kan det nu også være rigtigt?

Lad mig bare slå fast: Uanset, hvor ofte og hvor højt, disse budskaber råbes, er og bliver det bluf: Stenrev og muslinger i havet omkring Danmark bringer ikke naturen på marken, i bækken, i mosen eller på engen et hammerslag nærmere noget, der bare ligner en god tilstand.

Jeg står ikke alene med det synspunkt. Nogle af de fremmeste forskere i Danmark understreger i et åbent brev til fødevareminister og miljøminister, at blandt andet stenrev og muslingeproduktion ikke batter noget i denne sammenhæng.

Forskerne baserer - akkurat som vi, vores anbefalinger til kommissionen på konkret viden. Og gør man det, ved vi jo godt, at ingen kommer uden om en betydelig indsats både på såvel som rundt om markblokken.

                                                      

Helt overordnet skal naturen have mere plads. Ikke kun vil mere plads og bedre sammenhæng give naturen et stort løft, men det vil også have effekter på vandmiljø og klima. Vi skal også have forbud mod sprøjtemidler på udpegede arealer til gavn for drikkevand og natur.

Indsatsen er uomgængelig, hvis vi vil vende nedgangen i naturen. Og det vil vi. Ikke bare fordi vi har forpligtet os til at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed, men særligt fordi, alternativet da er utænkeligt.

Det ved landbrugstoppen og politikere som Henrik Høegh og Jørgen Dohrman jo udmærket godt. Derfor er det ærgerligt, at de bliver ved med at opbygge falske forhåbninger hos landmændene, der netop på grund af så modsatrettede meldinger jo må føle sig som gidsler. 

Lad os i stedet få kortene på bordet. Hvad er det ærlige regnskab?

Hvad tjener samfundet reelt på landbruget og hvad koster landbruget os i form af tabte naturværdier, genopretning, mistede drikkevandsboringer osv. Det er nu i alles interesse at få sandheden frem, så forventningerne bliver realistiske. Først da kan vi vende naturens og landbrugets nedtur. 

Jeg håber, at Natur- og Landbrugskommissionen kan manøvrere uden om myterne, fordi vi ellers kun vil se en endnu større og hurtigere afvikling af naturen. Jeg tror på, at kommissionen kommer med de helt nødvendige og gennemgribende anbefalinger, der for alvor skaber sætter gang i en positiv og vedvarende udvikling i naturen og i landbruget.  Jeg ved, at vi i Danmarks Naturfredningsforening vil blive ved med at arbejde for, at det sker.

Et Danmark uden sprøjtegifte må da være målet

Jeg er overbevist om, at stod vi i dag som samfund overfor valget mellem at starte med at bruge sprøjtegifte eller lade være, så ville vi med den viden, vi har i dag, selvfølgelig sige: Sprøjtegifte? - aldrig i livet!

For intet fornuftigt menneske ville tillade, at der skulle spredes sprøjtegifte over 62 procent af Danmarks areal. Og ærligt talt - det er da ulogisk at dyrke jorden i en slags kemisk krig mod naturen, når vi er så udmærket er i stand til at dyrke jorden i et dygtigt samspil med naturen.

Regeringens nye forslag til, hvordan vi får nedbragt forbruget af sprøjtegifte indeholder en række gode og ambitiøse mål for, hvor meget vi skal nedbringe belastningen af sprøjtegifte til natur og miljø, men der er ingen egentlig plan for konkret udfasning af de kemiske midler på hele eller dele af det danske areal.

Vi er nødt til at se i sandheden i øjnene. Vi er nået derhen, hvor vi som samfund er nødt til at stille lovfæstede krav til et erhverv, der traditionelt har bidt fra sig hver eneste gang, det har skullet indrette sig efter samfundets behov. Og hvad sprøjtegifte angår, så mener landbruget jo ikke selv, at der er et problem og hvis der er, så er det i alle fald ikke deres. Tænk engang, at vi er kommet dertil, hvor skatteyderne skal betale landmænd for ikke at bringe vores rene drikkevand i fare med sprøjtegifte – hvilket sker netop nu i en række kommuner.

Selvfølgelig er vi glade for, at der kommer ”særlige indsatser” overfor private, kommuner og landbruget for at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. Det er godt, ligesom det er fint, at der kommer stærkere kontrol og at der skal forskes mere i ”mildere” sprøjtegifte. Og vi håber også, at det hjælper at afgiftsbelægge de farligste sprøjtegifte for ja - hvis afgifterne er høje nok, kan det have betydning.

Men strategien bygger på mange måder på, at landbruget selv spiller positivt med. Sagen er bare som nævnt den, at store dele af landbruget jo ikke selv mener, at sprøjtegiftene udgør et problem og det ses tydeligst af, at den såkaldte behandlingshyppighed de seneste fem år er steget med 27 procent, mens sprøjtemidlernes samlede belastning på miljø, natur og sundhed er steget med hele 35 procent. Derfor skal der jo helt andre metoder i brug og det indebærer blandt andet, at der nu stilles krav til, hvad der sker på de enkelte arealer.

Konkret kunne et første skridt være at sætte en fast deadline på, hvornår kommunerne i kommuneplanen skal have udpeget de områder, hvor der ikke længere må sprøjtes af hensyn til vores drikkevand. For eksempel der, hvor grundvandet dannes og indvindes. Til udpegningen knyttes forbud mod brug af sprøjtegift. Støtte til fremme af økologisk jordbrug får første prioritet - som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel - på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene.

Et andet konkret virkemiddel er 6 meters sprøjtefrie zoner langs hegn og skove af hensyn til biodiversiteten.

Endvidere kunne det være et forbud mod brug af Round Up før kornhøst – akkurat, som man har det i EU-landet Sverige.

Ikke mindst skal forbruget af sprøjtegifte nedbringes pr hektar. I dag – også med forslaget til ny sprøjtemiddelstrategi – skal forbruget bare ned generelt.

Og det kommer det måske også. For nu måles forbruget nemlig ikke kun på de konventionelt dyrkede arealer, men lidt paradoksalt medregnes også de arealer, der i dag dyrkes økologisk ligesom de sprøjtefrie 50.000 ha randzoner også tælles med. Det er helt urimeligt, at jo mere miljøbevidst forbrugeren er og jo flere økologiske landmænd vi får, desto mere kan naboen sprøjte.

På den måde fortyndes billedet jo en del af, hvor meget der sprøjtes per hektar. Naturen – den er ligeglad, for agerhønens kyllinger finder ikke mere føde i den konventionelt dyrkede mark af, at man på papiret sprøjter mindre.

Vi anerkender, at brugen af sprøjtegift ikke nedbringes over natten. Men vi anser det som afgørende vigtigt, at regeringens sprøjtemiddelstrategi følges op af virkemidler, som knytter sig direkte til arealernes sårbarhed. Hvor grundvandet dannes, hvor drikkevandet indvindes og hvor naturen er særlig udsat, bør der være krav om landbrugsdrift uden brug af sprøjtegifte.

Og glem alt om at lægge ansvaret over på landbruget – de løser nemlig ikke problemet. Og glem alt om at skubbe ansvaret over på forbrugeren, da det aldrig kan være op til den enkelte forbruger at skulle købe og spise økologisk for at sløre det konventionelle landbrugs  forbrug af sprøjtegift.

Det er en klokkeklar politisk opgave at sikre rent vand til alle. Vi har i Danmarks Naturfredningsforening forstået, at politikerne venter på anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen, når det drejer sig om arealrestriktioner for sprøjtegifte. Vi håber, at kommissionens udgangspunktet ikke er hvor meget, vi som samfund tør driste os til reducere landbrugets brug af sprøjtegifte, men derimod et fokus på beskyttelsen af det vand, vi alle – dyr, mennesker, planter, fugle og fisk - lever af.

For et led i en grøn omstilling af landbruget må da være et Danmark uden sprøjtegifte.

Få forbruget af sprøjtegifte ned

Som biolog med speciale i miljørisiko og selvfølgelig som præsident for Danmarks store grønne organisation, piner det mig år efter år at se forbruget af sprøjtegifte tilsyneladende ikke anses som et politisk ansvar, mens den største bruger af giftene - nemlig landbruget ikke synes, det er deres ansvar og i øvrigt tilsyneladende ikke betragter overforbruget som et nævneværdigt problem.

 Men det er det. For selvom sprøjtemidlerne er godkendte af myndighederne, betyder det jo ikke, at man bare kan sprøjte løs. Der er tale om gifte, som kun må bruges, fordi de effektivt slår noget levende ihjel og agerhønens kylling er ligeglad med, hvorfor dens føde forsvinder. Den dør fordi der ikke er føde nok.

Og at noget er rivende galt, ser vi på de seneste opgørelser over forbruget af sprøjtegifte. Her står der sort på hvidt, at der i gennemsnit sprøjtes 3,18 gange mod de 1,7, som i årevis har været miljøets smertetærskel. Og når vi så oven i købet får at vide, at der bruges stadigt flere af de mest miljøbelastende stoffer, må vi sige stop.

 Jeg har arbejdet med sprøjtegiftforbruget hele min karriere og ikke en eneste gang har landbruget, der trods alt står for 90 procent af det samlede forbrug af sprøjtemidler, kommet med en strategi for, hvordan erhvervet selv kan nedbringe forbruget. Tvært imod kommer der konstant bortforklaringer og undskyldninger. Det har været for vådt, for koldt, for varmt eller for tørt og i øvrigt er målemetoden forkert. Politikerne har raset en kort stund og så er livet ellers gået videre.

Den nuværende regering har nu chancen for at vise, at det kan gøres anderledes. Men det kræver mod. Se nu bare den furore, udlægningen af randzonerne skaber. Jeg ser mest vreden som et udtryk for, at nogen faktisk formastede sig til at indføre et miljøkrav, der batter frem for – som ellers – bare at tale om det. 

Randzonerne var således 25 år undervejs! At det kan lade sig gøre at forhale eller forpurre miljøindsatsen ses godt af et udsagn fra den tidligere formand i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen: ”Hold da op hvor har vi fået meget …. på den måde har vi opbygget en, ”vi har ret til” kultur,” som han ærligt sagde i et interview i magasinet Natur & Miljø. Jeg læser det som om, at landbruget er blevet vant til at hvis de stritter nok imod, så frafalder samfundet - med den til enhver tid siddende regering i spidsen - kravene.

 Mens vi nu venter på regeringens bebudede pesticidstrategi, kan vi jo passende stille følgende spørgsmål og give de mulige svar: Hvorfor skal kornet lige have en omgang kemi 10 dage, før den høstes? I Sverige accepterer man det ikke. Vi vil da heller ikke have sprøjtet maden lige før, den serveres. Så spar den omgang sprøjtegift og forbyd sprøjtning af marken før høst.

 Hvorfor skal nogle få landmænd kunne sætte andre borgeres vandforsyning i fare? Vi siger fuld stop for brugen af sprøjtegifte i de områder, hvor vi henter vores drikkevand og hvor grundvandet dannes. Hvorfor skal naboen acceptere et pift gift? Der skal selvfølgelig være en zone på seks meter op mod levende hegn og skovene, hvor vores natur også skal eksistere. Det samme påbud skal gælde ind til private haver. Og jeg vil også tillade mig at spørge: Hvorfor skal vi have sprøjtegifte i det hele taget? Økologerne kan godt finde ud af at dyrke jorden uden sprøjtegift og det endda i den grad, at deres banker er tilfredse.

Derfor kan vi – som minimum – kræve økologisk drift på de arealer, hvor naturen og vores vandmiljø lider skade af sprøjtegiftene. Brug af sprøjtegifte hos haveejere er næsten endnu mere meningsløs, for her er ikke engang et økonomisk begrundelse. Derfor: forbyd sprøjtegifte til private, mens der naturligvis ikke skal sprøjtes på offentlige arealer. Nu er denne regering selv varme fortalere for både rent drikkevand og økologi i øvrigt. Jeg anerkender, at det ikke er let, men i Danmarks Naturfredningsforening håber og arbejder vi for, at vi denne gang faktisk får en række håndtag, der reelt bringer os nærmere en rig og mangfoldig natur i et rent miljø.

Fup og fakta om vandplaner

Af Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Akkurat disse måneder sker der mere på natur og miljøfronten, end jeg reelt har oplevet i mange år. Der er en Natur og Landbrugskommissionen og der en Naturplan Danmark på vej. Vand og naturplanerne er kommet i arbejde og EU er på vej med den første statusrapport om, hvor langt de forskellige EU lande er med at implementere vandmiljøplanerne, mens arbejdet med næste generations vandplaner er sat i gang.

Og så var der mandagens faktahøring om vandmiljøplanerne. Den foregik i Landstingssalen på Christiansborg og fremmødet var massivt. Formålet med høringen var at belyse grundlaget for og implementeringen af EU's vandrammedirektiv. Men selvom høringen skulle give os alle konkrete svar en gang for alle, fik vi tilsyneladende alligevel noget forskelligt med hjem.

Jeg konkluderer høringen derhen, at mens der desværre er vidt forskellige opfattelser af opgavens størrelse, så er der dog tilsyneladende enighed om en række af virkemidlerne. Der er således blandt andet bred konsensus om, at der fremadrettet skal ske en mere målrettet indsats langs vandløbene.

Når det så alligevel rumler med spørgsmål om, hvorfor det er landbruget, der skal yde en særlig indsats, syntes jeg, at høringen gav et klart svar. Peter Gammelgaard, kontorchef i EU Kommissionen, Generaldirektoratet for Miljø, slog fast, at Danmarks udfordring først og fremmest ligger i landbrugets virkninger på miljøet. Nøgternt redegjorde han for, at Danmark er blandt de lande, der har den højeste andel af sit areal anvendt til landbrug, med intensivt landbrug og høj husdyrintensitet. Samtidig har Danmark mange vandområder med lavt vandskifte, hvilket alt andet lige kræver en ekstra indsats, fastslog Peter Gammelgaard.

Og så blev det slået fast, at de forkætrede randzoner er og bliver det mest effektive virkemiddel, vi har til rådighed i for hold til at reducere forureningen af kvælstof, sprøjtegifte og fosfor til vores vandmiljø. At deres forhistorie måske er uskøn, er en anden sag, men hvis alle skulle drage en lære af balladen kunne det jo være at udvise rettidig omhu fremover. Med andre ord: Nu gælder det også for landbruget om at få indflydelse på egen fremtid. Det er ikke længere nok at råbe nej!

En række fremtrædende politikere, der i øvrigt selv har været med til at vedtage indsatsen, har efter mandagens faktahøring erklæret, at vi er nødt til at udskyde vandmiljøindsatsen fordi, der mangler viden på området. Men disse politikere, Henrik Høegh, Erling Bonnesen, Villum Christensen, Benedikte Kiær mfl. må have blundet i timen, eftersom Peter Gammelgaard fuldtonet slog fast, at EU Kommissionen ikke anerkender, at et medlemsland bruger undtagelsesbestemmelserne i direktivet med henvisning til, at der mangler viden. Den går ikke.

Men derudover er jeg da enig med de pågældende politikere i, at vi selvfølgelig skal styrke vores overvågning af natur og miljø - både for naturen og miljøets egen skyld, men også for at blive langt bedre fremadrettet til at målrette vores indsatser, så også borgerne får maksimal natur for deres skattekroner.

Plads til natur

Der er ballade om de 50.000 ha randzoner, der netop i disse dage udlægges for at beskytte åer, vandløb og søer mod landbrugets forurening. Randzonerne har været undervejs i 25 år, og dele af landbruget raser over, at det for første gang i årtier ikke er lykkedes dem at få Folketinget til at stoppe eller udsætte en lov, der griber ind over for landbrugets alt for store belastning af naturen.

Men Danmark har en række særlige udfordringer, som ikke findes i samme grad i Tyskland, Sverige eller andre EU-lande. Danmark er nemlig verdens mest intensivt udnyttede landbrugsland, hvilket levner så lidt plads til naturen, at den forarmes, så både fugle, fisk og frøer er i fare for at uddø. 

Det er et velkendt problem, som samtlige regeringer i de sidste 30 år har bebudet at ville rette op på. Men de har ikke haft det politiske mod, når det kom til stykket. Landbruget har formået at gøre deres forurening til samfundets problem ved at påberåbe sig økonomisk krise, tab af arbejdspladser, fald i eksportindtægter eller hungersnød i verden. Stort set hver eneste gang med succes for landbruget – men med tab af store naturværdier. 

Derfor er loven om randzoner vigtig. Den gør op med årtiers accept af, at miljøtiltag er frivillige for landbruget og det, at loven gennemføres, er et klart signal om, at samfundet nu kræver de nødvendige tiltag, der skal give en rig natur og et rent miljø. Loven viser også, at skal landbrugserhvervet have indflydelse på egen udvikling, skal der komme konstruktive og målrettede forslag fra den kant. Det er ikke længere nok kun at pege på, hvad det omkringliggende samfund skal gøre for landbruget eller demonstrere vredt mod samfundets forslag. 

Randzonerne er et lille, men nødvendigt skridt for at nå målet om et bedre vandmiljø, og de skal sikkert finjusteres undervejs. Men de er en fordel for både landmænd og skatteydere. Landmændene får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene. Så vi siger tak til den tidligere regering for at vedtage loven. Og tak til den nuværende for at fastholde og gennemføre den.