Bæredygtig intensiv produktion – en umulighed

Dansk landbrug har fundet et nyt yndlingsudtryk: Bæredygtig intensiv produktion, og i en kronik i Berlingske den 10. marts forsøger Landbrug & Fødevarer at overbevise avisens læsere om, at den svineproduktion, vi i dag har i Danmark er netop bæredygtig intensiv produktion. For vi kan jo producere et kilo svinekød med mindre foder og med mindre klimaudledning, end man kan alle andre steder i verden.

Logikken er så, at jo mere svinekød vi producerer i Danmark, jo bedre får verdens miljø det, og umiddelbart lyder det da også som logik for burhøns.

Men ligesom forbrugerne i høj grad vender ryggen til den stærkt intensive produktion af buræg er, burde de også gøre det, når landbruget forsøger at sminke en kødproduktion, som ikke er og aldrig kan blive bæredygtig.

At kalde den intensive svineproduktion for bæredygtig er i sandhed en umulighed, for den er skyld i miljøødelæggelser, tab af natur og biodiversitet, husdyr der lider i staldene og mennesker i fjerne lande, der bliver syge af sprøjtegifte eller mister retten til at dyrke deres jord.

Regningen for den billige svinekam
Så når den danske forbruger står ved køledisken i Netto og glæder sig over at kunne købe svinekam til 40 kroner kiloet, så er det fordi, der er en ubetalt regning et andet sted i verden.

For eksempel i Sydamerika, hvor den kemi-tunge produktion soja til dansk svine- og kyllingefoder beslaglægger et areal, svarende til både Sjælland, Lolland og Falster, og efterlader et gigantisk, kulsort fodaftryk i form af sundhedsskader og ryddet regnskov, som aldrig kan blive bæredygtigt.

Nogen god forretning for de danske landmænd er det heller ikke. Trods EU-landbrugsstøtte har svineproducenterne på ti år tabt 12,9 mia. kr. - i gennemsnit et tab 56 kroner per produceret slagtesvin. Den regning er i høj grad betalt af den mange tusinde landmænd, som de sidste 40 år har forladt erhvervet. Og af bankerne, som lige nu har 360 milliarder kroner ude at svømme i gæld til overbelånte landbrug.

Madspild er problemet – ikke mangel på mad
Landbruget forsvarer som regel ønsket om at udvide den intensive kødproduktion med, at de danske landmænd skal være med til at brødføde den stigende befolkning i verden. Men verden producerer allerede i dag afgrøder til flere mennesker, end der vil være på kloden i 2050. Når der alligevel er mennesker, der sulter, er det fordi, de er fattige. - ikke fordi verden mangler mad.

Se for eksempel på USA. Der er næppe nogen, som vil påstå, at der mangler mad i USA. Alligevel må 49 millioner amerikanere, svarende til 15 procent af befolkningen have gratis mad, i form af de såkaldte Food Stamps, for ikke at gå sultne i seng.

Madspild er en anden alvorlig årsag til fødevaremangel. På verdensplan viser beregninger, at en tredjedel af de afgrøder, vi producerer, i dag går til spilde - på lageret, i produktionen og i husholdningerne.

Derudover sker der et enormt energi-spild,  når man bruger en stor en del af planteproduktionen til dyrefoder. Når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, går masser af de værdifulde kalorier tabt, som vi egentlig skulle leve af.

Mad til fire gange flere
Hvis landbruget virkelig bekymrer sig om de mange flere munde, der skal mættes, når vi i 2050 er flere end ni milliarder mennesker på kloden, skulle de gøre noget helt andet end at producere mere kød. De skulle tage en del af de marker, hvor de lige nu dyrke foder til svin og andre husdyr, og i stedet bruge det til at dyrke mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc.

På den måde vil dansk landbrug kunne brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag. Faktisk ville vi alene her i Danmark kunne dyrke mad til 80 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

I Danmarks Naturfredningsforening spiser vi også kød og æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men når landbruget råber op om, at der er mangel på svin i Danmark, synes vi, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet, og at der er en anden og bedre vej end at producere flere svin.

Hvis vi bare bruger en lidt mindre del af landbrugsarealet til husdyrfoder og en lidt større del til menneske mad, så vil vi være i stand til stadig at producere mad til både hjemmemarked og eksport – på en måde, som belaster både klima og natur langt mindre end nu.

Og hvis vi så oven i købet satser på højværdi-afgrøder og produktion af økologiske fødevarer, bliver det også en bedre forretning at for landmanden at dyrke jorden. Og så er det, vi for alvor kan tale om bæredygtig fødevareproduktion.

Den bæredygtige, intensive kødproduktion er og bliver en umulighed.

Vi vil have resultater!

Det er min klare forventning til de nye ministre, at de nu leverer resultater. Det lyder måske lidt brutalt, men fra de mere end 30 år, jeg har arbejdet med natur og miljø ved jeg, at netop natur og miljøtiltag har en kedelig tendens til at sande til. Kommission afløser kommission, regering afløser regering og ministre kommer og går. Og så starter det hele forfra.

Udvalg efter udvalg

I 1999 kom for eksempel Bichel-udvalget med en række anbefalinger til at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. I 2001 kom så Wilhjelm-udvalget med en række anbefalinger til at få naturen tilbage på fode. Det, der står tilbage, er, at der i dag bliver brugt næsten dobbelt så meget gift som anbefalet og naturen er på en hidtil uset nedtur. En enkelt anbefaling blev dog ført ud i livet – nemlig nationalparkerne. Men mere af navn end reelt af gavn, og de er derfor netop blevet kritiseret af rigsrevisionen for manglende fokus på natur. Og sådan går tiden.

Et åbent vindue

Men nu har vi faktisk igen en chance for at gøre en reel indsats. Og det haster! For naturen har det simpelthen for ringe. Det gode denne gang er, at løftet om at ændre på naturtilstanden faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Vi står tillige med en række solide anbefalinger fra en ny kommission. Derfor er der netop nu et åbent vindue til forandring.

I 2013 kom Natur og Landbrugskommissionen med 44 anbefalinger til, hvordan nedgangen i naturen kan vendes samtidig med, at landbruget, der er den største enkeltfaktor til, naturens deroute, får bedre produktionsvilkår. I DN har vi sagt ja til de samlede anbefalinger under forudsætning af, at vi så også får det hele og ikke kun den del, der tilgodeser landbrugets vækstmuligheder.

Mangler indsatserne

Nu er der snart gået et år siden anbefalinger kom og vi er rigtigt glade for, at i hvert fald en af anbefalingerne – nemlig den om en national naturfond – er blevet til virkelighed. Det arbejdede vi i DN målrettet for og den målrettethed bar frugt.

Men jeg er også nødt til at gøre klart, at en naturfond, som anført af kommissionen, skal være er et supplement til statens og kommunernes naturindsatser – ikke selve løsningen.  

Vi arbejder derfor målrettet på, at en række af kommissionens øvrige anbefalinger til at give naturen et markant løft nu omsættes til virkelighed. Vi skal have en plan for, hvor vi ønsker naturen i Danmark, hvilken kvalitet, den skal have og hvordan den skal sikres bedst muligt – en Naturplan Danmark. Under den paraply skal vi have frigjort flere arealer – typisk fra landbrugsjord til natur, så den får plads og sammenhæng og dermed bedre kvalitet. Vi skal have en varig beskyttelse af de eksisterende naturområder og vi skal i langt højere grad have plejet naturen end tilfældet er i dag. Der skal være en langt stærkere beskyttelse af det rene drikkevand og der skal sættes ind med en målrettet indsats for at forbedre tilstanden i de danske skove.

De nye ministre har muligheden 

Fødevareminister Dan Jørgensen, miljøminister Kirsten Brosbøl og klimaminister Rasmus Helveg Petersen kan blive de ministre, der faktisk omsætter anbefalingerne til virkelighed i indeværende regeringsperiode. Regeringen har med nedsættelsen af kommissionen og i regeringsgrundlaget godkendt projektet. Vi har afdækket problemerne. Jørgensen har pengene og jorderne. Brosbøl og Helveg ved, hvad der skal til. Tiden er med dem og der kan gå år og årtier før en tilsvarende chance opstår. Regeringen kan stadigt nå det, men der skal ske noget nu. Vi vil have resultater!

Randzoner: Det store politiske spil

Der er ikke noget, der kan hidse store dele af landbruget mere op end et godt håndfast miljøtiltag. Derfor er der ikke så mange af den slags, og når de endelig fremlægges, bliver de bekæmpet med traktorer, retssager og civil ulydighed. Ofte tør politikerne ikke stå ved deres beslutning om at forbedre miljøet og indsatserne udskydes, udhules eller falder helt bort.

Tag nu bare randzonerne. De har været undervejs siden 1987, men ingen har turdet gennemføre dem, før vi fik en fødevareminister ved navn Mette Gjerskov. Hun turde – selvfølgelig med fuld opbakning fra den øvrige regering og stort set samtlige partier i Folketinget.

Søer, moser og vandløb blev beskyttet
På den måde fik vi i september 2012 et reelt håndgribeligt miljøtiltag, der faktisk vil gøre en forskel med 10 meters beskyttelse om alle vandløb og beskyttede søer og moser.

Nu håber vi, at landbruget i sin nye kærlige omfavnelse af Socialdemokratiet ikke får klemt randzonerne ud af miljøbeskyttelsen.

Lad os lige minde om, at randzonerne har været undervejs i ikke mindre end 25 år, og alle har været enige om, at de bestemt skulle etableres. Randzonerne kom først på den politiske dagsorden i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987. Det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne atter på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning.

Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi landmænd med vandløb på deres marker trak håndbremsen.

Og tiden går…….
Randzonerne dukkede op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan trillede årene af sted.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu - nu skulle der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Det fik den siddende VK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti til at gribe ind, og som en del af Grøn Vækst aftalen blev randzonerne obligatoriske.

1.  september 2012 var randzonerne en realitet med opbakning fra et stort set samlet Folketing. I dag er de under heftig beskydning – også fra dem, der ellers var for randzonerne dengang. Den politiske medvind får landbruget til at fortsætte et massivt pres på fødevareministeren for at opgive randzonerne.

Faktum er
Men hør nu her: Randzonerne er ikke pludselig blevet overflødige. Tværtimod. Landbruget bruger stadig sprøjtegifte i mængder, der langt overstiger miljøets tålegrænser. Og det ser ikke ud til at ændre sig. Nye tal viser, at der fra et ellers skyhøjt niveau i 2011 blev langet 31 procent mere gift over disken i 2012. Hamstring på grund af højere afgifter? Ja – det kan være, men også et klart udtryk for, at landbruget ikke selv synes, at der skal skæres ned på forbruget.

Faktum er, at regeringen med randzonerne både sikrer, at Danmark nu opfylder dele af EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider såvel som Vandrammedirektivets krav om at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen af vandmiljøet.

Uden randzoner skal næringsstofferne fjernes andetsteds. Randzonerne står tillige for en væsentlig reduktion af CO2 udledningen. Og så blev randzonerne i øvrigt politisk solgt som kompensation for den natur, der forsvandt, da man pløjede mindst 130.000 ha brak i 2008.

Hold nu fast
Men når landbruget sætter alle hestekræfter ind for at bekæmpe randzoner, så ved vi i Danmarks Naturfredningsforening godt, at det pres kan få selv den mest hærdede politiker til at ryste på hænderne.

Hold nu fast, siger vi bare. I har både DN, de andre grønne organisationer og EU til at bakke op om et af de eneste initiativer, der er gennemført i Vandrammedirektivets 1. planperiode.

Vi ser frem til at få de første vandplaner vedtaget med yderligere beskyttelse af vores vandmiljø og stærk beskyttelse af drikkevandet med boringsnære beskyttelsesområder og en endnu stærkere satsning på økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene – blandt andet der, hvor grundvandet dannes og indvindes.

Vi håber, at det ikke skal tage 25 år. Vi tror, at politikerne ved, at de næste miljøtiltag er afgørende for, hvordan vi sikrer natur og miljø i Europas hårdest dyrkede land.

Vi garanterer, at Danmarks Naturfredningsforening gør sit til, at politikerne ikke mister målet af syne.

Regeringen har glemt naturen

De senere måneder har frustrationen bredt sig blandt os grønne organisationer. Vi mener bestemt, at der fremdrift i regeringen, men det er som om, at den ikke ser, at naturen er nødt til at have sin egen dagsorden – at naturen fortjener bedre og kræver mere og ikke blot kan være et halepåhæng til andre politikker.

For tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Arter uddør - naturen forsvinder
På den måde er denne regering er i fare for at indskrive sig i rækken af regeringer, der passivt ser på, at arter uddør og naturen forsvinder. Solide veldokumenterede anbefalinger til, hvordan nedturen i naturen kan vendes, ligger ubrugte i skuffen.

Det sker, selvom regeringen lovede os en ambitiøs naturpolitik. Men på trods af, at naturen er i frit fald, er lovkataloger, finanslovsforslag og landsplanredegørelser blottede for konkrete naturpolitiske tiltag. Og her - to år efter regeringen tiltrådte, er realiteten den, at stort set ikke en fugl, en fisk eller en frø har fået det bedre.

Vi efterlyser en stærk naturvision
Vi minder derfor om løftet om en ambitiøs naturpolitik i regeringsgrundlaget fra 2011.

”Sikring og udvikling af en varieret og mangfoldig natur, der er tilgængelig og til glæde for alle i både hverdag og ferier, er og bør være en central del af Danmarks værdi- og velfærdspolitik. Alene af den grund vil regeringen give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet,” lyder det - i øvrigt i overensstemmelse med de respektive partiers partipolitiske programmer.

Tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Løsningerne findes - handling mangler
Ikke alene fylder landbruget meget, men samtidigt dyrkes landbrugsarealet hårdere end i noget andet europæisk land. Derudover inddrages hver eneste dag fire hektar svarende til otte fodboldbaner af vores 4,3 millioner hektar store landareal til infrastruktur og by udvikling og Danmark er desuden et af Europas mest fragmenterede lande.

Det koster på naturkvaliteten. Det er 13 år siden Wilhjelmudvalget – ledet af en tidligere konservativ industriminister – kom med den til dato mest præcise analyse af naturens problemer: ”Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe” hed det i sammenfatningen. Af udvalgets anbefalinger har skiftende regeringer alene leveret 3 nationalparker, med stærke forsikringer til lodsejerne om at de ikke ville medføre nogen ændringer.

Men skal der være plads til engblommen, viben og sanglærken, må vi nu til at tage vågne beslutninger om, hvordan vi bruger vores land. Vi skal have en stærk plan for den danske natur med entydige politiske målsætninger for naturens kvalitet og udvikling – en plan, der indeholder tidsfrister og fastlægger ansvaret for hvem, der skal gøre hvad, hvornår. Sådan en plan er også længe efterspurgt af OECD (1999 og 2008), Det Miljøøkonomiske Råd (2008) og Teknologirådet (2010) og landets fremmeste forskere.

En samlet plan for naturen
Regeringen ved det jo godt, fremgår det af regeringsgrundlaget. Her bebudes nemlig en Naturplan Danmark, der bebuder, at der skabes mere natur og at Danmark skal sikres som et varieret, spændende og attraktivt land med en rig natur med sammenhængende naturområder og et rent miljø, også til havs.

Alligevel er der ikke antydning af hjælp at hente for den truede Kejserkåbe eller de 56 procent øvrige udrydnings-truede danske dagsommerfugle i hverken finanslovsforslag eller forslaget til landsplanredegørelse.

En samlet plan for Danmarks natur var ellers en af de 44 anbefalinger, regeringens Natur og Landbrugskommissionen kom med i foråret. En anden af anbefalingerne lyder på, at der hurtigst muligt skal etableres en naturfond, der skal understøtte realiseringen af Naturplan Danmark.

En national naturfond 
En national naturfond vil i den grad kickstarte den grønne omstilling af en nødlidende natur i Europas hårdest opdyrkede land. Fonden skal blandt andet hjælpe med at opkøbe landbrugsjorder, der ikke nødvendigvis har stor værdi for landmanden, men som er arealer, der er særligt værdifulde i kampen for at skabe den sammenhæng og give den plads, som er nogle af de allervigtigste forudsætninger for at få naturen tilbage på fode. Her får naturen førsteprioritet og kan ikke – som i dag – blot betragtes som en form for arealreserve, der kan handles med.

Der er massiv opbakning til en national naturfond og blandt andre Willum og Velux fondene bød generøst ind: Værsgo’ – her er en check – men I kan først indløse den, når I selv har lagt ligeså mange penge i kassen.

Staten skal altså gå forrest og anbefalingen lyder på, et årligt beløb på 300 millioner kroner – eller prisen for et par poser Matador Mix per borger om året eller prisen for at anlægge tre kilometer motorvej.
Alligevel er der i finanslovsforslaget for 2014 ikke øremærket en krone til arbejdet med at oprette en national naturfond.

Pas på den beskyttede natur
Et tredje tiltag, regeringen hurtigt kan sætte på den naturpolitiske dagsorden, handler om den nære natur, vi bruger, når hunden skal luftes, der skal løbes en tur eller der skal trækkes frisk luft. Enge, overdrev, moser og småsøer – kaldet §3 natur - er sådan set beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men i praksis flyttes den rundt og behandles alt efter om kornprisen, gør det tjenligt at opdyrke den. Det kan en håret høgeurt eller en tjærenellikke ikke leve med.

Heldigvis er der også her en god løsning, der sådan set kan gennemføres allerede i morgen. Fremadrettet kan regeringen nemlig sikre, at §3 naturen ikke længere sprøjtes og gødes og udpegningen gøres mere bindende. De indsatser bakkes også op af Natur og Landbrugskommissionen.

En rig natur er velfærd
Det er to år siden regeringen fik magten og de gode løsningerne. Der er nu gået et halvt år, uden politikerne lagt an til at gøre brug af den seneste kommissions gode forslag. Det eneste, vi hører, er, at vækst og arbejdspladser står over alt andet, og tilkendegivelser af  hvor meget, regeringen vil gøre for at redde dansk landbrug. Den retorik bekymrer os. Politikerne glemmer, at en rig natur, rent drikkevand og et sundt miljø er hele forudsætningen for vores liv og velfærd. Natur og miljø er ikke noget, man lige fikser, når man har taget hånd om finanskrise og arbejdsløshed.

Vi forlanger handling, så vi ikke bare giver en fattig brændenældenatur videre til vores børn, men faktisk efterlader naturen rig og mangfoldig – akkurat som vi fik den.

Tag ansvar

Jeg synes, det er rigtig godt at få sparket gang i debatten om klima-udfordringen igen. Det skete, da regeringen kom med sit katalog med 78 forslag til, hvordan vi kan nå målet om at reducere Danmarks udslip af klimagasser med 40 procent frem mod 2020. Og det er dejligt, at der var mod til at pege på sektorer, der hidtil har været friholdt fra at bidrage til at dæmme op for CO2 udslippene.

Landbruget skal medvirke at nedbringe C02 udslippet. Foto: Tao Lytzen

De første 34 procent er der allerede truffet aftale om i det seneste energiforlig fra 2012. Klimakataloget anviste således blot mulige løsninger for de sidste seks procent, som populært sagt skal findes hos borgere, biler og bønder. Det bør ikke være svært, for lysten til at tage ansvar er stor hos borgere og kommuner.

Det ved vi i Danmarks Naturfredningsforening, hvor vi gennem nu godt fem år har arbejdet for at sætte klimaet på dagsordenen ude i kommunerne. Resultatet er, at næsten samtlige kommuner på Sjælland bor i en af 74 DN’s Klimakommuner og her er ingen håndskyhed, når det gælder om at tage et ansvar for klimaet. Med for eksempel CO2 neutrale daginstitutioner og energispareprojekter har klimakommunerne sparet borgerne for både CO2 udledning og penge.

Klimakommunerne gør et fremragende stykke arbejde. Kommunerne har typisk forpligtet sig til at reducere kommunens CO2 udslip med to til fire procent, men flere af dem har på få år opnået reduktioner på op mod 19 procent.

Til sammenligning betyder regeringens udspil, at landbrugsindustrien, transportsektoren og de private husholdninger skal nedbringe CO2 udslippet med en procent årligt.

Alligevel blev de 78 klimaforslag kaldt et ”rædselskatalog”, ”det glade vanvid” og ”Danmark overopfylder sine forpligtelser”. Fra landbruget lød det, at erhvervet er EU’s klimaduks og derfor ikke behøver at tage ansvar.

Sideløbende advarer et overvældende flertal af verdens klimaforskere om, at vi vil opleve temperaturstigninger – måske på op mod 5 grader celsius allerede i dette århundrede, og Verdensbanken efterlyser i rapporten "Turn Down the Heat" akut politisk handling.

For klimaforandringerne vil i de kommende årtier accelerere med en stadigt hastigere nedsmeltning på Nordpolen, mens ingen endnu har beregnet, hvad frigørelsen af de enorme mængder metangasser under den smeltende ismasse vil betyde for klimaet på kloden.

Danmark bliver ikke - i overskuelig fremtid - oversvømmet som Bangladesh eller de store parkistanske sletter under Himalayabjergene.

Men Danmark er et af de lande, der på grund af et enormt forbrug sætter de største økologiske fodaftryk - også i andre lande. I Sydamerika bruger vi blandt andet et område på størrelse med Sjælland til at dyrke foder til svin og køer i Danmark. Desuden har Danmark en klimagæld, idet vi historisk har udledt langt mere CO2 per indbygger end for eksempel en kineser, en afrikaner eller en indoneser. Og skulle det ikke være grunde nok til at tage ansvar, så har ambitiøse danske klima- og energimål lagt grunden til en række af nyere tids største eksportsucceser, og danske cleantech-virksomheder har i de senere år tjent milliarder hjem til Danmark, som Ugebrevet Mandag Morgen påpeger.

Vi har et ansvar og derfor skal forslagene i regeringens klimakatalog selvfølgelig udmøntes i en egentlig klimalov. Flere af forslagene indeholder endda kinderæg. Ved for eksempel at udtage 185.000 ha jorder ud af landbrugsdriften opnås ikke bare en betydelig klimaeffekt, men et udtag vil også bremse op for det tab, vi har af den biologiske mangfoldighed – akkurat om vi har forpligtet os til, og et udtag vil tillige give vores vandmiljø et løft – akkurat som vi har forpligtet os til. Danmarks Naturfredningsforening står ikke alene med ønsket om, at staten skal tage ansvar. Knap halvdelen af vores 74 Klimakommuner tilkendegiver at de ønsker også nationale retningslinjer for deres arbejde med at reducere CO2 udslippene.

Nu mangler vi bare at få landspolitikerne ud af den fossile tidsalder og ind i den nye grønne tid. Se bort fra særinteresser et øjeblik og tag et ansvar – på hele samfundets vegne.

Den fredløse ræv

En dejlig forårsaften løb jeg en tur i skoven hen under aften. Ikke den sædvanlige tur men ind gennem et spor omgivet af et hvidt tæppe af anemoner, lysegrønne nyudsprungne bøge og med sangdrossel og solsort i baggrunden.

Det er sådan en forårsdag, hvor naturen viser sig fra sin bedste side. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen et lille gråt dyr pile af sted. Min første tanke var at det var et gråt egern men den skulle ikke være på Sydfyn.

Jeg stoppede op og kikkede lige ind i øjnene på en lille rævehvalp, der pilede af sted det bedste den havde lært - halen med den hvide spids stod som en antenne lige op i luften. Af sted gik det mod den væltede granrod, hvor rævegraven var.

Jeg stod stille og håbede, at den ville komme op ad graven igen. Heldigvis var hvalpen lige så nysgerrig, som jeg, så den kom op flere gange for at se, hvem jeg dog var.

Min sidste tanke, da solen gik ned og jeg rejste mig for at gå hjem, var: Nyd nu livet - små rævehvalpe - for om føje dage er I jaget vildt. Eller slet og ret døde af sult og tørst.

For en ting er jagttid end anden bekæmpelse uden for jagttiden.

Ræve må i dag jages fra 1. september til 31. januar. Desuden må rævehvalpe uden for rævegrave reguleres i perioden 1. juni til 31. august. Men de må desuden bekæmpes uden for jagttiden.

Når nogen regulerer ræv uden for jagttiden, sker det ifølge Bekendtgørelse om Vildtskader.
Her har man tilladelse til at regulere - det vil sige aflive vildtlevende dyr, hvis de gør omfattende skade på husdyr og hvis der ikke kan findes anden tilfredsstillende løsning. Således må man f.eks. skyde ræve, kaniner, harer, vildsvin, hjortevildt og flere mårdyr. Ifølge lovgivningen er det helt op til den enkelte lodsejer selv at vurdere om det er berettiget at regulere vildtlevende pattedyr – også i yngletiden. Hvorimod man skal have myndighedernes tilladelse til at regulere fugle.

Jeg mener det er helt urimeligt og utidssvarende – det minder jo om wild west - at lodsejere frit kan skyde vildtlevende pattedyr, hvis de føler sig generet af dem.

Heldigvis er jeg langt fra alene om at kære sig om, hvordan vi behandler vores natur og vores vilde dyr. DN har sammen med Dyrenes Beskyttelse initiativ til at vi får revurderet vores opfattelse af, hvornår man i Danmark må skyde vilde dyr.

Ræveungerne er nemlig langt fra de eneste, der risikerer, at deres mor bliver skudt, selvom hun har hvalpe i rævegraven. Også hjorte, mårdyr, harer og kaniner kan skydes uagtet, de har små afhængige unger i baglandet. Ræveungerne må jages, straks de stikker snuden udenfor rævegraven.

Før miljøministeren overhovedet har nået at få svaret på henvendelsen fra Dyrenes Beskyttelse og DN har nu stort set samtlige partier fra højre til venstre i Folketinget tilkendegivet, at det selvfølgeligt er uacceptabelt at dyreunger må overlades til at dø af sult og tørst.

Nu ser jeg frem til, at politikerne står ved deres ord, når vi skal se på jagttider og regler for regulering til efteråret.

Men det, at vi i det hele taget står i den situation, kalder på eftertanke. Jeg efterlyser øget tolerance hos lodsejere overfor arter, der er hjemmehørende i den danske natur. Regulering uden for jagtsæsonen skal være undtagelsen og må kun ske med myndighedernes tilladelse. Der skal være tungtvejende grunde til at regulere i dyrs yngletid. Andet kan vi ikke være bekendt.

Natur i byen

Er der noget bedre end en dansk midsommerdag? Det er som om, at alt bare er bedre. Dagene er lysere, maden smager bedre, den frodige natur er tættere på – nu også i byen.

Her oplever vi nemlig, at interessen for at få naturen op under neglene er voksende. Tidligere asfaltørkener er begyndt at blomstre, mens stadigt flere køber byhonning nede om hjørnet. For naturen er ikke længere forbeholdt det åbne land. Vi oplever derimod, at det voksende antal danskere, der flytter til byerne, i stigende grad tager naturen med.

Vi skaber grønne kvarterer
Inde mellem de snorlige gaders karreer er det således begyndt at summe af liv. I Odense, i Aarhus og i København, for at nævne nogle byer, har initiativrige borgere sat bistader op, og alene i København arbejder i skrivende stund flere end otte millioner bier på at indsamle honning til byens borgere. Interessen for initiativet, der hedder ”ByBi” er stor og selvfølgelig støttet af os i Danmarks Naturfredningsforening. Private, kommuner, virksomheder og boligselskaber vil også være med, og antallet af bier alene i København er firedoblet på bare tre år.

Og det er ikke kun bierne, der arbejder. Faktisk vælger stadigt flere danskere at være med til at skabe grønne kvarterer der, hvor de bor. På Vesterbro i København har en flok beboere i starten af denne måned overtaget en række bede, og så er der ellers blevet plantet blomster. I Aarhus har de lokale fra Danmarks Naturfredningsforening fået kommunen med på idéen om at skabe et nyt stenrev umiddelbart i forbindelse med havnen for at trække fisk, sæler og marsvin tæt ind til byen. Og der er ingen tvivl om, at det også vil trække aarhusianere og turister til. For hvem vil ikke gerne opleve dyrelivet fra kajen eller med snorkel og maske?

Træer i byen opsamler regnvand
På den vis er der kommet et ønske om at have naturen tæt på boligblokken eller byhuset. Selvfølgelig er der nogle, der synes fuglene synger for højt, eller at det gamle træ skygger for meget. Men derudover er bevægelsen mod mere natur i byerne rigtig fornuftig at understøtte – også set med de samfundsøkonomiske briller på.

Tag nu bare træerne i byerne som eksempel. De er med til at optage den stadigt større mængde regnvand, klimaforandringerne giver, og som asfalt og fliser i byen ikke kan absorbere. Træerne bidrager til et bedre byklima ved at skabe læ, og de nedsætter temperaturen ved fordampning. Bladene optager CO2 og fanger partikler fra luften, der fjernes og komposteres, når de falder af i efteråret. Og så er bytræer med til at bløde den sort-asfalterede by op med grønt løv og et egern eller et fuglefløjt.

Det har vi danskere fået øjnene op for, viser en undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (i dag DCE) fra 2011. Her siger flere end 88 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist enige i, at "vi skal beskytte naturens mangfoldighed, også i byen."

Bynatur er ikke kun for de største byer
Så udbygningen af bynatur lægger danskerne på hjertet, og det grønne hører ikke kun de største byer til, men også borgerne i for eksempel Hillerød, Helsingør eller Frederikssund vil få stor gavn af at gå ind i arbejdet for en stadig grønnere byudvikling. For ikke bare nyder vi, at byen blomstrer og summer af liv, men vi oplever også, at for eksempel grønne kiler og grønne tage giver god mening i forhold til at holde byen kølig i sommerheden og fri for vandmasser under skybrud. Det er med til at give os nærhed til og respekt for naturen, og ved at trække naturen ind i byerne lettes vejen ud i den lidt vildere natur, når man søger stilhed eller store naturoplevelser.

Så god bynatur er en ren vindersag for alle: For borgerne, for bierne, for blomsterne og for naturen som et hele.