En fond til naturens bedste

Den Danske Naturfond er født og det er den bedste nyhed, vi har fået for naturen i årevis. Med den nye nationale naturfond er der nemlig nu skabt mulighed for, at vi igen kan få en rig og mangfoldig natur og det, er der hårdt brug for.

Den Danske Naturfond er en realitet takket være særligt Aage V. Jensens Naturfond og Willum Fonden. Stor tak til dem! Vi kan også takke os selv i DN for sammen med de andre grønne organisationer at have lagt et massivt pres på regeringen og igen og igen har slået på, at vores natur er så presset, at der skal noget ekstraordinært til. Det fortalte vi også klart og tydeligt i et grønt opråb i de store dagblade sidste år. Her sagde vi: Kom nu med en uafhængig naturfond.

Kampagner for at bruge naturen
Nu er Den Danske Naturfond så en realitet. Fonden fødes i en tid med stadigt større pres på naturen og hvor hver en plet jord skal bidrage til vækst. Disse dage kører store kampagner, der har det fælles, at man vil have fjernet de sidste forhindringer for frit at kunne til side sætte hensynet til natur og miljø for at skaffe selv en kortsigtet økonomisk gevinst. Den ene går på at få lettet ja – nærmest helt fjernet planloven. Glemt er det, at planloven er et godt og demokratisk værktøj til at afveje de mange forskellige individuelle ønsker til at bruge vores fælles værdier i et land hvor 2 procent af befolkningen ejer de 75 procent og ikke mindst skal planloven være med til at sikre en klar adskillelse mellem by og land så ikke enhver plet fælles natur inddrages.

Den anden kampagne kører på, at Danmark skulle overimplementere EU's regler, når det gælder landbruget. Derfor vil erhvervet have lov at gødske mere og dermed forurene mere. Kampagnen kører - uagtet den realitet, at Danmark i forvejen er Europas hårdest dyrkede land, har flest svin pr.indbygger og har noget af det mest belastede natur.

Men der er stor politisk lydhørhed over for disse kampagner.

Mere og bedre natur
Det er i disse benhårde realiteter, Den Danske Naturfond nu skal ud og virke. Vores ønsker til den, er mange. Både enge, overdrev og skove skal fremover have et rigere naturindhold og de skal hænge bedre sammen, så naturen kan brede sig.

Derfor skal fonden især være med til at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedringer af levestederne for beskyttelsesværdige dyr og planter. Vi skal have genskabt sammenhængen mellem den eksisterende natur og det indebærer typisk opkøb af relevante landbrugsjorder, der jo med 62 procent fylder langt største delen af det danske areal.

Det bliver en spændende tid og jeg er sikker på, at naturfonden også vil være en styrke i den nye naturplan, der er varslet i efteråret. Jeg lover, at Danmarks Naturfredningsforening med sine 125.000 medlemmer vil være med til at sikre den folkelige opbakning bag fonden og vi stiller os gerne til rådighed, hvor det skulle blive nødvendigt. Men foreløbigt skal der herfra lyde et stort tillykke til alle danskere. Vi har i dag fået en stor gave med Den Danske Naturfond.

MRSA: Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

Nu må politikerne tage kikkerten fra det blinde øje og se den danske svineproduktion for det, den er: Et produktionssystem, der har slået fejl. Det koster ikke bare skatteborgerne, natur og miljø dyrt. Det koster også menneskeliv.

Indenfor få uger offentliggøres en lang liste over svinefarme, der er inficeret med den livsfarlige MRSA. MRSA har hidtil kostet fire mennesker livet, men myndighederne har hidtil forsøgt at hemmeligholde, hvilke svineproduktioner, der er ramt. Dermed har ingen kunnet vide sig sikker, da smittebærerne af de resistente bakterier ikke nødvendigvis selv er syge.

Vask hænder

Fødevareminister Dan Jørgensen netop bebudet en indsats mod MRSA, men den har mødt sønderlemmende kritik fra forskerne og forventes ikke dæmme op for antallet af smittede. Indsatsen handler kort fortalt om, at man skal vaske hænder og skifte tøj, når man har været i produktionsanlægget.

MRSA føjer endnu en slagside til en svineproduktion, der koster os alle dyrt. Udenfor svinestalden trækker svineproduktionen tunge spor i landskabet. De enorme mængder gift, gylle og gødning, vi hvert år hælder ud på markerne, presser miljøet så voldsomt, at naturen er på et hidtil uset lavpunkt. Og miljøproblemerne trækker også spor helt til Sydamerika hvor danske landmænd hvert år importerer soja for 3 mia. kr. til svinefoder. Vi subsidierer denne landbrugsindustri med skattekroner og skal samtidig bruge endnu flere til at rydde op efter den. Alligevel forsvinder arbejdspladserne ud af landet og uanset, hvilke aktører du spørger – også i slagteribranchen, så vil det fortsætte. Flere svin giver ikke flere job i Danmark.

Det er helt galt

De eneste, der stort set fastholder, at den danske svineproduktion er rygraden i den danske økonomi og at vi derfor skal have endnu mere af det samme, er politikerne på Axelborg og på Christiansborg. Men det vil klæde politikerne og landbrugstoppen, at sige det som det er, i stedet for at lade befolkningen tro, at flere svin giver jobs, vækst og velstand i Danmark. Vi lader altså som om, at intet er galt. Men det er der – helt galt endda, viser udbruddet af MRSA:

Den danske konventionelle svineproduktion er kendt for at være højeffektiv. Denne effektivitet bygger i høj grad på at smågrisene skal fjernes fra soen så tidligt som muligt, så soen hurtigt kan blive drægtig igen og producere endnu flere grise. Men den tidlige fravænning er i den grad i strid med grisenes natur. I 3-4 ugers alderen er smågrisenes tarmsystem endnu kun beregnet til at fordøje mælk og det kan selv sagt ikke lade sig gøre, når de skal væk fra soen. I stedet sker der en brat overgang til fast føde, hvilket uden bakteriedæmpende medikamenter forårsager massiv diarre og stor dødelighed blandt de små grise.

Vil vi have svin eller sundhed?

Tidligere var det derfor rutine, at smågrisefoderet var tilsat antibiotika, men dette blev forbudt for at hindre udvikling af antibiotikaresistente bakterier. Og derfor bryster danske svineproducenter sig af et relativt lavt antibiotikaforbrug. Det var heller ikke det store problem for svineindustrien at ophøre med at tilsætte antibiotika til foderet, for man bruger bare kobber og zink i stedet.

Men resistensen forsvandt ikke – der kom kun mere af den og vi ved nu også hvorfor! Flere forskere, blandt andet fra Aarhus Universitet, har påvist at både kobber og zink på nøjagtig samme måde som antibiotika, giver antibiotikaresistente bakterier. Samtidig er især kobber formentligt et større problem end at bruge for meget antibiotika, for mens det sidste bliver nedbrudt i naturen, så forsvinder kobber ikke.

Det ophobes i stedet i jorden og en fortsat udspredning af gylle fra smågriseproduktionen vil langsomt ophobes i jorden. Og kobber er en miljøgift, som påvirker både de vilde dyr og de mennesker, som spiser afgrøderne fra de kobberbelastede marker.

Så ligegyldigt om vi producerer smågrise ved hjælp af antibiotika eller kobber, så er det en produktion som skaber flere og flere resistente bakterier, der igen vil betyde flere og flere infektioner, som ikke kan behandles med antibiotika og derfor kan blive livstruende.

Færre svin – flere gode grise

Den eneste måde at stoppe denne dødsspiral er at holde op med at fravænne smågrisene i en alder, hvor de får diarre. Modstanden er enorm, for det vil samtidig betyde et farvel til den intensive danske svineproduktion.

Men vi bliver nødt til at spørge os selv, om det er nogen god ide at prøve at holde kunstigt liv i en konventionel svineproduktion, hvor dyr lider i staldene og der er massive miljø og sundhedsproblemer både her og i andre verdensdele og fare for menneskers sundhed. Og så er det ikke engang nogen særlig god forretning og bidraget til nationalregnskabet er vigende.

Burde vi ikke i stedet erkende, at systemet har fejlet og at problemerne ikke kan løses ved at svineproducenterne og politikerne blot skal vaske hænder? Burde vi ikke sadle om mens tid er og i stedet indrette en svineproduktion, som hverken gør mennesker syge eller forurener vores miljø.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker vi, at der sættes massivt ind på at producere bæredygtigt og det gør de økologiske landmænd. Det er heldigvis også varer, der i stigende grad efterspørges både herhjemme såvel som i udlandet. Lad os fjerne de barrierer, der er for at lægge om til økologi og i øvrigt støtte den ægte bæredygtige produktionsform.

Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

Tænk grønt, når du stemmer til EU valget

Der er meget diskussion om fordele og ulemper ved EU netop nu. Lad mig bare slå en ting fast: Vi har brug for EU, når det gælder om at passe på vores natur og miljø. Det har vores eget Folketing gennem en årrække nemlig vist, at de ikke magter. På natur og miljøområdet er det således reelt EU-direktiver og regler, der i de seneste godt 10 år, har været løftestang for natur- og miljøindsatsen i Danmark. Vi kan konstatere at nye mål, og en opretholdelse af beskyttelsesniveauet ikke ER kommet fra skiftende danske regeringer. Havde vi ikke haft EU reglerne, var tilstanden for den danske natur blevet yderligere forværret.

Danskerne vil have mere EU på miljøet
På mange måder er politikerne ude af trit med befolkningerne, når de kører diskussionen om EU op til alene at handle om indre marked og velfærdsydelser. Hvor 25 pct. af samtlige europæere syntes, at EU skal styrke sin miljøpolitik, så er det hele 44 pct. af danskerne, der synes det samme. Det overgås kun af, at 49 pct. af danskerne mener, at EU skal lægge mere vægt på kampen mod kriminalitet. Det viser en undersøgelse fra EU Barometer.

Men alligevel præges debatten af en række vildfarelser. En er, at Danmark er foregangsland på miljøområdet. Det var måske nok rigtigt for 15 år tilbage, men er det desværre bestemt ikke længere. Mange andre EU lande er kommet miljømæssigt op på samme niveau, og Danmark har stået stille.

Vildfarelser om EU og Danmark
En anden vildfarelse er, at Danmark er duks i EU, når det gælder at gennemføre EU’s lovgivning. Men Se blot på de stigende antal åbningsskrivelser for manglende implementering som er kommet fra kommissionen på natur og miljøområdet over de seneste år. Her ligger Danmark helt på linje med EU-lande, som vi før i tiden helst ikke ville sammenligne os med, når det drejer sig om nølende gennemførelse af direktiver. Bare tænk på vandrammedirektivet. Ser vi på affaldsområdet kommer Danmark med regeringens ressourcestrategi fra 2013 først med gennemførelsen af den op på EU’s minimumsniveau for genanvendelse og sortering etc.

En tredje vildfarelse er, at Danmark overimplementerer EU’s direktiver.  Det er særligt landbruget, der fremfører den påstand. Men ifølge EU’s direktiver skal mål i naturbeskyttelsen sættes efter de naturgivne forhold og i forhold den tilstand naturen er i. Danmark er verdens mest opdyrkede land og har seks gange så mange svin, som vi er borgere. Vi er begunstiget med nogle lavvandede kystnære vandområder, der tjener som yngle-, raste- og fourageringsområder for trækfugle og Danmark er blandt de 10 vigtigste destinationer for fugle i verden. Det betyder, at vi på nogle områder skal have strammere miljøregler i Danmark end nogle andre EU lande med andre med andre forhold. Der er derfor ikke tale om ”overimplementering” og andre produktionsforhold for landbruget, men derimod at vi har et andet naturgrundlag, som skal kunne holde til den ekstremt store husdyrproduktion.

Sandheden er ilde hørt
De danske politikere vrider sig voldsomt under dette faktum – og ender som regel med at ignorere det. Det er forklaringen på, at vores natur er på et uset lavpunkt og at der dags dato ikke er sat noget i værk for at ændre dette – tværtimod har den nuværende regering udhulet de få tiltag såsom randzoner, grødeskæring og efterafgrøder, som ellers var vedtaget under den tidligere regering. Ej heller vores rene drikkevand magter regering eller kommuner at beskytte tilstrækkeligt mod sprøjtegifte og kvælstof og her har vi igen måtte trække EU kortet for at få sat gang i at udlægge beskyttelsesområder der, hvor vandet indvindes. Vi sendte således sidste måned en klage til EU over nøleriet.

Så EU går foran, akkurat som EU er bagstopperen for, hvor lidt Danmark kan slippe af sted med, når det gælder indsatser for vores natur og miljø. Derfor opfordrer jeg til, at du stemmer grønt, når du går til valg den 25 maj 2014.

Bæredygtig intensiv produktion – en umulighed

Dansk landbrug har fundet et nyt yndlingsudtryk: Bæredygtig intensiv produktion, og i en kronik i Berlingske den 10. marts forsøger Landbrug & Fødevarer at overbevise avisens læsere om, at den svineproduktion, vi i dag har i Danmark er netop bæredygtig intensiv produktion. For vi kan jo producere et kilo svinekød med mindre foder og med mindre klimaudledning, end man kan alle andre steder i verden.

Logikken er så, at jo mere svinekød vi producerer i Danmark, jo bedre får verdens miljø det, og umiddelbart lyder det da også som logik for burhøns.

Men ligesom forbrugerne i høj grad vender ryggen til den stærkt intensive produktion af buræg er, burde de også gøre det, når landbruget forsøger at sminke en kødproduktion, som ikke er og aldrig kan blive bæredygtig.

At kalde den intensive svineproduktion for bæredygtig er i sandhed en umulighed, for den er skyld i miljøødelæggelser, tab af natur og biodiversitet, husdyr der lider i staldene og mennesker i fjerne lande, der bliver syge af sprøjtegifte eller mister retten til at dyrke deres jord.

Regningen for den billige svinekam
Så når den danske forbruger står ved køledisken i Netto og glæder sig over at kunne købe svinekam til 40 kroner kiloet, så er det fordi, der er en ubetalt regning et andet sted i verden.

For eksempel i Sydamerika, hvor den kemi-tunge produktion soja til dansk svine- og kyllingefoder beslaglægger et areal, svarende til både Sjælland, Lolland og Falster, og efterlader et gigantisk, kulsort fodaftryk i form af sundhedsskader og ryddet regnskov, som aldrig kan blive bæredygtigt.

Nogen god forretning for de danske landmænd er det heller ikke. Trods EU-landbrugsstøtte har svineproducenterne på ti år tabt 12,9 mia. kr. - i gennemsnit et tab 56 kroner per produceret slagtesvin. Den regning er i høj grad betalt af den mange tusinde landmænd, som de sidste 40 år har forladt erhvervet. Og af bankerne, som lige nu har 360 milliarder kroner ude at svømme i gæld til overbelånte landbrug.

Madspild er problemet – ikke mangel på mad
Landbruget forsvarer som regel ønsket om at udvide den intensive kødproduktion med, at de danske landmænd skal være med til at brødføde den stigende befolkning i verden. Men verden producerer allerede i dag afgrøder til flere mennesker, end der vil være på kloden i 2050. Når der alligevel er mennesker, der sulter, er det fordi, de er fattige. - ikke fordi verden mangler mad.

Se for eksempel på USA. Der er næppe nogen, som vil påstå, at der mangler mad i USA. Alligevel må 49 millioner amerikanere, svarende til 15 procent af befolkningen have gratis mad, i form af de såkaldte Food Stamps, for ikke at gå sultne i seng.

Madspild er en anden alvorlig årsag til fødevaremangel. På verdensplan viser beregninger, at en tredjedel af de afgrøder, vi producerer, i dag går til spilde - på lageret, i produktionen og i husholdningerne.

Derudover sker der et enormt energi-spild,  når man bruger en stor en del af planteproduktionen til dyrefoder. Når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, går masser af de værdifulde kalorier tabt, som vi egentlig skulle leve af.

Mad til fire gange flere
Hvis landbruget virkelig bekymrer sig om de mange flere munde, der skal mættes, når vi i 2050 er flere end ni milliarder mennesker på kloden, skulle de gøre noget helt andet end at producere mere kød. De skulle tage en del af de marker, hvor de lige nu dyrke foder til svin og andre husdyr, og i stedet bruge det til at dyrke mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc.

På den måde vil dansk landbrug kunne brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag. Faktisk ville vi alene her i Danmark kunne dyrke mad til 80 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

I Danmarks Naturfredningsforening spiser vi også kød og æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men når landbruget råber op om, at der er mangel på svin i Danmark, synes vi, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet, og at der er en anden og bedre vej end at producere flere svin.

Hvis vi bare bruger en lidt mindre del af landbrugsarealet til husdyrfoder og en lidt større del til menneske mad, så vil vi være i stand til stadig at producere mad til både hjemmemarked og eksport – på en måde, som belaster både klima og natur langt mindre end nu.

Og hvis vi så oven i købet satser på højværdi-afgrøder og produktion af økologiske fødevarer, bliver det også en bedre forretning at for landmanden at dyrke jorden. Og så er det, vi for alvor kan tale om bæredygtig fødevareproduktion.

Den bæredygtige, intensive kødproduktion er og bliver en umulighed.

Vi vil have resultater!

Det er min klare forventning til de nye ministre, at de nu leverer resultater. Det lyder måske lidt brutalt, men fra de mere end 30 år, jeg har arbejdet med natur og miljø ved jeg, at netop natur og miljøtiltag har en kedelig tendens til at sande til. Kommission afløser kommission, regering afløser regering og ministre kommer og går. Og så starter det hele forfra.

Udvalg efter udvalg

I 1999 kom for eksempel Bichel-udvalget med en række anbefalinger til at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. I 2001 kom så Wilhjelm-udvalget med en række anbefalinger til at få naturen tilbage på fode. Det, der står tilbage, er, at der i dag bliver brugt næsten dobbelt så meget gift som anbefalet og naturen er på en hidtil uset nedtur. En enkelt anbefaling blev dog ført ud i livet – nemlig nationalparkerne. Men mere af navn end reelt af gavn, og de er derfor netop blevet kritiseret af rigsrevisionen for manglende fokus på natur. Og sådan går tiden.

Et åbent vindue

Men nu har vi faktisk igen en chance for at gøre en reel indsats. Og det haster! For naturen har det simpelthen for ringe. Det gode denne gang er, at løftet om at ændre på naturtilstanden faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Vi står tillige med en række solide anbefalinger fra en ny kommission. Derfor er der netop nu et åbent vindue til forandring.

I 2013 kom Natur og Landbrugskommissionen med 44 anbefalinger til, hvordan nedgangen i naturen kan vendes samtidig med, at landbruget, der er den største enkeltfaktor til, naturens deroute, får bedre produktionsvilkår. I DN har vi sagt ja til de samlede anbefalinger under forudsætning af, at vi så også får det hele og ikke kun den del, der tilgodeser landbrugets vækstmuligheder.

Mangler indsatserne

Nu er der snart gået et år siden anbefalinger kom og vi er rigtigt glade for, at i hvert fald en af anbefalingerne – nemlig den om en national naturfond – er blevet til virkelighed. Det arbejdede vi i DN målrettet for og den målrettethed bar frugt.

Men jeg er også nødt til at gøre klart, at en naturfond, som anført af kommissionen, skal være er et supplement til statens og kommunernes naturindsatser – ikke selve løsningen.  

Vi arbejder derfor målrettet på, at en række af kommissionens øvrige anbefalinger til at give naturen et markant løft nu omsættes til virkelighed. Vi skal have en plan for, hvor vi ønsker naturen i Danmark, hvilken kvalitet, den skal have og hvordan den skal sikres bedst muligt – en Naturplan Danmark. Under den paraply skal vi have frigjort flere arealer – typisk fra landbrugsjord til natur, så den får plads og sammenhæng og dermed bedre kvalitet. Vi skal have en varig beskyttelse af de eksisterende naturområder og vi skal i langt højere grad have plejet naturen end tilfældet er i dag. Der skal være en langt stærkere beskyttelse af det rene drikkevand og der skal sættes ind med en målrettet indsats for at forbedre tilstanden i de danske skove.

De nye ministre har muligheden 

Fødevareminister Dan Jørgensen, miljøminister Kirsten Brosbøl og klimaminister Rasmus Helveg Petersen kan blive de ministre, der faktisk omsætter anbefalingerne til virkelighed i indeværende regeringsperiode. Regeringen har med nedsættelsen af kommissionen og i regeringsgrundlaget godkendt projektet. Vi har afdækket problemerne. Jørgensen har pengene og jorderne. Brosbøl og Helveg ved, hvad der skal til. Tiden er med dem og der kan gå år og årtier før en tilsvarende chance opstår. Regeringen kan stadigt nå det, men der skal ske noget nu. Vi vil have resultater!

Randzoner: Det store politiske spil

Der er ikke noget, der kan hidse store dele af landbruget mere op end et godt håndfast miljøtiltag. Derfor er der ikke så mange af den slags, og når de endelig fremlægges, bliver de bekæmpet med traktorer, retssager og civil ulydighed. Ofte tør politikerne ikke stå ved deres beslutning om at forbedre miljøet og indsatserne udskydes, udhules eller falder helt bort.

Tag nu bare randzonerne. De har været undervejs siden 1987, men ingen har turdet gennemføre dem, før vi fik en fødevareminister ved navn Mette Gjerskov. Hun turde – selvfølgelig med fuld opbakning fra den øvrige regering og stort set samtlige partier i Folketinget.

Søer, moser og vandløb blev beskyttet
På den måde fik vi i september 2012 et reelt håndgribeligt miljøtiltag, der faktisk vil gøre en forskel med 10 meters beskyttelse om alle vandløb og beskyttede søer og moser.

Nu håber vi, at landbruget i sin nye kærlige omfavnelse af Socialdemokratiet ikke får klemt randzonerne ud af miljøbeskyttelsen.

Lad os lige minde om, at randzonerne har været undervejs i ikke mindre end 25 år, og alle har været enige om, at de bestemt skulle etableres. Randzonerne kom først på den politiske dagsorden i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987. Det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne atter på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning.

Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi landmænd med vandløb på deres marker trak håndbremsen.

Og tiden går…….
Randzonerne dukkede op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan trillede årene af sted.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu - nu skulle der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Det fik den siddende VK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti til at gribe ind, og som en del af Grøn Vækst aftalen blev randzonerne obligatoriske.

1.  september 2012 var randzonerne en realitet med opbakning fra et stort set samlet Folketing. I dag er de under heftig beskydning – også fra dem, der ellers var for randzonerne dengang. Den politiske medvind får landbruget til at fortsætte et massivt pres på fødevareministeren for at opgive randzonerne.

Faktum er
Men hør nu her: Randzonerne er ikke pludselig blevet overflødige. Tværtimod. Landbruget bruger stadig sprøjtegifte i mængder, der langt overstiger miljøets tålegrænser. Og det ser ikke ud til at ændre sig. Nye tal viser, at der fra et ellers skyhøjt niveau i 2011 blev langet 31 procent mere gift over disken i 2012. Hamstring på grund af højere afgifter? Ja – det kan være, men også et klart udtryk for, at landbruget ikke selv synes, at der skal skæres ned på forbruget.

Faktum er, at regeringen med randzonerne både sikrer, at Danmark nu opfylder dele af EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider såvel som Vandrammedirektivets krav om at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen af vandmiljøet.

Uden randzoner skal næringsstofferne fjernes andetsteds. Randzonerne står tillige for en væsentlig reduktion af CO2 udledningen. Og så blev randzonerne i øvrigt politisk solgt som kompensation for den natur, der forsvandt, da man pløjede mindst 130.000 ha brak i 2008.

Hold nu fast
Men når landbruget sætter alle hestekræfter ind for at bekæmpe randzoner, så ved vi i Danmarks Naturfredningsforening godt, at det pres kan få selv den mest hærdede politiker til at ryste på hænderne.

Hold nu fast, siger vi bare. I har både DN, de andre grønne organisationer og EU til at bakke op om et af de eneste initiativer, der er gennemført i Vandrammedirektivets 1. planperiode.

Vi ser frem til at få de første vandplaner vedtaget med yderligere beskyttelse af vores vandmiljø og stærk beskyttelse af drikkevandet med boringsnære beskyttelsesområder og en endnu stærkere satsning på økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene – blandt andet der, hvor grundvandet dannes og indvindes.

Vi håber, at det ikke skal tage 25 år. Vi tror, at politikerne ved, at de næste miljøtiltag er afgørende for, hvordan vi sikrer natur og miljø i Europas hårdest dyrkede land.

Vi garanterer, at Danmarks Naturfredningsforening gør sit til, at politikerne ikke mister målet af syne.

Regeringen har glemt naturen

De senere måneder har frustrationen bredt sig blandt os grønne organisationer. Vi mener bestemt, at der fremdrift i regeringen, men det er som om, at den ikke ser, at naturen er nødt til at have sin egen dagsorden – at naturen fortjener bedre og kræver mere og ikke blot kan være et halepåhæng til andre politikker.

For tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Arter uddør - naturen forsvinder
På den måde er denne regering er i fare for at indskrive sig i rækken af regeringer, der passivt ser på, at arter uddør og naturen forsvinder. Solide veldokumenterede anbefalinger til, hvordan nedturen i naturen kan vendes, ligger ubrugte i skuffen.

Det sker, selvom regeringen lovede os en ambitiøs naturpolitik. Men på trods af, at naturen er i frit fald, er lovkataloger, finanslovsforslag og landsplanredegørelser blottede for konkrete naturpolitiske tiltag. Og her - to år efter regeringen tiltrådte, er realiteten den, at stort set ikke en fugl, en fisk eller en frø har fået det bedre.

Vi efterlyser en stærk naturvision
Vi minder derfor om løftet om en ambitiøs naturpolitik i regeringsgrundlaget fra 2011.

”Sikring og udvikling af en varieret og mangfoldig natur, der er tilgængelig og til glæde for alle i både hverdag og ferier, er og bør være en central del af Danmarks værdi- og velfærdspolitik. Alene af den grund vil regeringen give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet,” lyder det - i øvrigt i overensstemmelse med de respektive partiers partipolitiske programmer.

Tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Løsningerne findes - handling mangler
Ikke alene fylder landbruget meget, men samtidigt dyrkes landbrugsarealet hårdere end i noget andet europæisk land. Derudover inddrages hver eneste dag fire hektar svarende til otte fodboldbaner af vores 4,3 millioner hektar store landareal til infrastruktur og by udvikling og Danmark er desuden et af Europas mest fragmenterede lande.

Det koster på naturkvaliteten. Det er 13 år siden Wilhjelmudvalget – ledet af en tidligere konservativ industriminister – kom med den til dato mest præcise analyse af naturens problemer: ”Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe” hed det i sammenfatningen. Af udvalgets anbefalinger har skiftende regeringer alene leveret 3 nationalparker, med stærke forsikringer til lodsejerne om at de ikke ville medføre nogen ændringer.

Men skal der være plads til engblommen, viben og sanglærken, må vi nu til at tage vågne beslutninger om, hvordan vi bruger vores land. Vi skal have en stærk plan for den danske natur med entydige politiske målsætninger for naturens kvalitet og udvikling – en plan, der indeholder tidsfrister og fastlægger ansvaret for hvem, der skal gøre hvad, hvornår. Sådan en plan er også længe efterspurgt af OECD (1999 og 2008), Det Miljøøkonomiske Råd (2008) og Teknologirådet (2010) og landets fremmeste forskere.

En samlet plan for naturen
Regeringen ved det jo godt, fremgår det af regeringsgrundlaget. Her bebudes nemlig en Naturplan Danmark, der bebuder, at der skabes mere natur og at Danmark skal sikres som et varieret, spændende og attraktivt land med en rig natur med sammenhængende naturområder og et rent miljø, også til havs.

Alligevel er der ikke antydning af hjælp at hente for den truede Kejserkåbe eller de 56 procent øvrige udrydnings-truede danske dagsommerfugle i hverken finanslovsforslag eller forslaget til landsplanredegørelse.

En samlet plan for Danmarks natur var ellers en af de 44 anbefalinger, regeringens Natur og Landbrugskommissionen kom med i foråret. En anden af anbefalingerne lyder på, at der hurtigst muligt skal etableres en naturfond, der skal understøtte realiseringen af Naturplan Danmark.

En national naturfond 
En national naturfond vil i den grad kickstarte den grønne omstilling af en nødlidende natur i Europas hårdest opdyrkede land. Fonden skal blandt andet hjælpe med at opkøbe landbrugsjorder, der ikke nødvendigvis har stor værdi for landmanden, men som er arealer, der er særligt værdifulde i kampen for at skabe den sammenhæng og give den plads, som er nogle af de allervigtigste forudsætninger for at få naturen tilbage på fode. Her får naturen førsteprioritet og kan ikke – som i dag – blot betragtes som en form for arealreserve, der kan handles med.

Der er massiv opbakning til en national naturfond og blandt andre Willum og Velux fondene bød generøst ind: Værsgo’ – her er en check – men I kan først indløse den, når I selv har lagt ligeså mange penge i kassen.

Staten skal altså gå forrest og anbefalingen lyder på, et årligt beløb på 300 millioner kroner – eller prisen for et par poser Matador Mix per borger om året eller prisen for at anlægge tre kilometer motorvej.
Alligevel er der i finanslovsforslaget for 2014 ikke øremærket en krone til arbejdet med at oprette en national naturfond.

Pas på den beskyttede natur
Et tredje tiltag, regeringen hurtigt kan sætte på den naturpolitiske dagsorden, handler om den nære natur, vi bruger, når hunden skal luftes, der skal løbes en tur eller der skal trækkes frisk luft. Enge, overdrev, moser og småsøer – kaldet §3 natur - er sådan set beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men i praksis flyttes den rundt og behandles alt efter om kornprisen, gør det tjenligt at opdyrke den. Det kan en håret høgeurt eller en tjærenellikke ikke leve med.

Heldigvis er der også her en god løsning, der sådan set kan gennemføres allerede i morgen. Fremadrettet kan regeringen nemlig sikre, at §3 naturen ikke længere sprøjtes og gødes og udpegningen gøres mere bindende. De indsatser bakkes også op af Natur og Landbrugskommissionen.

En rig natur er velfærd
Det er to år siden regeringen fik magten og de gode løsningerne. Der er nu gået et halvt år, uden politikerne lagt an til at gøre brug af den seneste kommissions gode forslag. Det eneste, vi hører, er, at vækst og arbejdspladser står over alt andet, og tilkendegivelser af  hvor meget, regeringen vil gøre for at redde dansk landbrug. Den retorik bekymrer os. Politikerne glemmer, at en rig natur, rent drikkevand og et sundt miljø er hele forudsætningen for vores liv og velfærd. Natur og miljø er ikke noget, man lige fikser, når man har taget hånd om finanskrise og arbejdsløshed.

Vi forlanger handling, så vi ikke bare giver en fattig brændenældenatur videre til vores børn, men faktisk efterlader naturen rig og mangfoldig – akkurat som vi fik den.