Bæredygtig intensiv produktion – en umulighed

Dansk landbrug har fundet et nyt yndlingsudtryk: Bæredygtig intensiv produktion, og i en kronik i Berlingske den 10. marts forsøger Landbrug & Fødevarer at overbevise avisens læsere om, at den svineproduktion, vi i dag har i Danmark er netop bæredygtig intensiv produktion. For vi kan jo producere et kilo svinekød med mindre foder og med mindre klimaudledning, end man kan alle andre steder i verden.

Logikken er så, at jo mere svinekød vi producerer i Danmark, jo bedre får verdens miljø det, og umiddelbart lyder det da også som logik for burhøns.

Men ligesom forbrugerne i høj grad vender ryggen til den stærkt intensive produktion af buræg er, burde de også gøre det, når landbruget forsøger at sminke en kødproduktion, som ikke er og aldrig kan blive bæredygtig.

At kalde den intensive svineproduktion for bæredygtig er i sandhed en umulighed, for den er skyld i miljøødelæggelser, tab af natur og biodiversitet, husdyr der lider i staldene og mennesker i fjerne lande, der bliver syge af sprøjtegifte eller mister retten til at dyrke deres jord.

Regningen for den billige svinekam
Så når den danske forbruger står ved køledisken i Netto og glæder sig over at kunne købe svinekam til 40 kroner kiloet, så er det fordi, der er en ubetalt regning et andet sted i verden.

For eksempel i Sydamerika, hvor den kemi-tunge produktion soja til dansk svine- og kyllingefoder beslaglægger et areal, svarende til både Sjælland, Lolland og Falster, og efterlader et gigantisk, kulsort fodaftryk i form af sundhedsskader og ryddet regnskov, som aldrig kan blive bæredygtigt.

Nogen god forretning for de danske landmænd er det heller ikke. Trods EU-landbrugsstøtte har svineproducenterne på ti år tabt 12,9 mia. kr. - i gennemsnit et tab 56 kroner per produceret slagtesvin. Den regning er i høj grad betalt af den mange tusinde landmænd, som de sidste 40 år har forladt erhvervet. Og af bankerne, som lige nu har 360 milliarder kroner ude at svømme i gæld til overbelånte landbrug.

Madspild er problemet – ikke mangel på mad
Landbruget forsvarer som regel ønsket om at udvide den intensive kødproduktion med, at de danske landmænd skal være med til at brødføde den stigende befolkning i verden. Men verden producerer allerede i dag afgrøder til flere mennesker, end der vil være på kloden i 2050. Når der alligevel er mennesker, der sulter, er det fordi, de er fattige. - ikke fordi verden mangler mad.

Se for eksempel på USA. Der er næppe nogen, som vil påstå, at der mangler mad i USA. Alligevel må 49 millioner amerikanere, svarende til 15 procent af befolkningen have gratis mad, i form af de såkaldte Food Stamps, for ikke at gå sultne i seng.

Madspild er en anden alvorlig årsag til fødevaremangel. På verdensplan viser beregninger, at en tredjedel af de afgrøder, vi producerer, i dag går til spilde - på lageret, i produktionen og i husholdningerne.

Derudover sker der et enormt energi-spild,  når man bruger en stor en del af planteproduktionen til dyrefoder. Når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, går masser af de værdifulde kalorier tabt, som vi egentlig skulle leve af.

Mad til fire gange flere
Hvis landbruget virkelig bekymrer sig om de mange flere munde, der skal mættes, når vi i 2050 er flere end ni milliarder mennesker på kloden, skulle de gøre noget helt andet end at producere mere kød. De skulle tage en del af de marker, hvor de lige nu dyrke foder til svin og andre husdyr, og i stedet bruge det til at dyrke mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc.

På den måde vil dansk landbrug kunne brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag. Faktisk ville vi alene her i Danmark kunne dyrke mad til 80 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

I Danmarks Naturfredningsforening spiser vi også kød og æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men når landbruget råber op om, at der er mangel på svin i Danmark, synes vi, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet, og at der er en anden og bedre vej end at producere flere svin.

Hvis vi bare bruger en lidt mindre del af landbrugsarealet til husdyrfoder og en lidt større del til menneske mad, så vil vi være i stand til stadig at producere mad til både hjemmemarked og eksport – på en måde, som belaster både klima og natur langt mindre end nu.

Og hvis vi så oven i købet satser på højværdi-afgrøder og produktion af økologiske fødevarer, bliver det også en bedre forretning at for landmanden at dyrke jorden. Og så er det, vi for alvor kan tale om bæredygtig fødevareproduktion.

Den bæredygtige, intensive kødproduktion er og bliver en umulighed.