Et Danmark uden sprøjtegifte må da være målet

Jeg er overbevist om, at stod vi i dag som samfund overfor valget mellem at starte med at bruge sprøjtegifte eller lade være, så ville vi med den viden, vi har i dag, selvfølgelig sige: Sprøjtegifte? - aldrig i livet!

For intet fornuftigt menneske ville tillade, at der skulle spredes sprøjtegifte over 62 procent af Danmarks areal. Og ærligt talt - det er da ulogisk at dyrke jorden i en slags kemisk krig mod naturen, når vi er så udmærket er i stand til at dyrke jorden i et dygtigt samspil med naturen.

Regeringens nye forslag til, hvordan vi får nedbragt forbruget af sprøjtegifte indeholder en række gode og ambitiøse mål for, hvor meget vi skal nedbringe belastningen af sprøjtegifte til natur og miljø, men der er ingen egentlig plan for konkret udfasning af de kemiske midler på hele eller dele af det danske areal.

Vi er nødt til at se i sandheden i øjnene. Vi er nået derhen, hvor vi som samfund er nødt til at stille lovfæstede krav til et erhverv, der traditionelt har bidt fra sig hver eneste gang, det har skullet indrette sig efter samfundets behov. Og hvad sprøjtegifte angår, så mener landbruget jo ikke selv, at der er et problem og hvis der er, så er det i alle fald ikke deres. Tænk engang, at vi er kommet dertil, hvor skatteyderne skal betale landmænd for ikke at bringe vores rene drikkevand i fare med sprøjtegifte – hvilket sker netop nu i en række kommuner.

Selvfølgelig er vi glade for, at der kommer ”særlige indsatser” overfor private, kommuner og landbruget for at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. Det er godt, ligesom det er fint, at der kommer stærkere kontrol og at der skal forskes mere i ”mildere” sprøjtegifte. Og vi håber også, at det hjælper at afgiftsbelægge de farligste sprøjtegifte for ja - hvis afgifterne er høje nok, kan det have betydning.

Men strategien bygger på mange måder på, at landbruget selv spiller positivt med. Sagen er bare som nævnt den, at store dele af landbruget jo ikke selv mener, at sprøjtegiftene udgør et problem og det ses tydeligst af, at den såkaldte behandlingshyppighed de seneste fem år er steget med 27 procent, mens sprøjtemidlernes samlede belastning på miljø, natur og sundhed er steget med hele 35 procent. Derfor skal der jo helt andre metoder i brug og det indebærer blandt andet, at der nu stilles krav til, hvad der sker på de enkelte arealer.

Konkret kunne et første skridt være at sætte en fast deadline på, hvornår kommunerne i kommuneplanen skal have udpeget de områder, hvor der ikke længere må sprøjtes af hensyn til vores drikkevand. For eksempel der, hvor grundvandet dannes og indvindes. Til udpegningen knyttes forbud mod brug af sprøjtegift. Støtte til fremme af økologisk jordbrug får første prioritet - som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel - på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene.

Et andet konkret virkemiddel er 6 meters sprøjtefrie zoner langs hegn og skove af hensyn til biodiversiteten.

Endvidere kunne det være et forbud mod brug af Round Up før kornhøst – akkurat, som man har det i EU-landet Sverige.

Ikke mindst skal forbruget af sprøjtegifte nedbringes pr hektar. I dag – også med forslaget til ny sprøjtemiddelstrategi – skal forbruget bare ned generelt.

Og det kommer det måske også. For nu måles forbruget nemlig ikke kun på de konventionelt dyrkede arealer, men lidt paradoksalt medregnes også de arealer, der i dag dyrkes økologisk ligesom de sprøjtefrie 50.000 ha randzoner også tælles med. Det er helt urimeligt, at jo mere miljøbevidst forbrugeren er og jo flere økologiske landmænd vi får, desto mere kan naboen sprøjte.

På den måde fortyndes billedet jo en del af, hvor meget der sprøjtes per hektar. Naturen – den er ligeglad, for agerhønens kyllinger finder ikke mere føde i den konventionelt dyrkede mark af, at man på papiret sprøjter mindre.

Vi anerkender, at brugen af sprøjtegift ikke nedbringes over natten. Men vi anser det som afgørende vigtigt, at regeringens sprøjtemiddelstrategi følges op af virkemidler, som knytter sig direkte til arealernes sårbarhed. Hvor grundvandet dannes, hvor drikkevandet indvindes og hvor naturen er særlig udsat, bør der være krav om landbrugsdrift uden brug af sprøjtegifte.

Og glem alt om at lægge ansvaret over på landbruget – de løser nemlig ikke problemet. Og glem alt om at skubbe ansvaret over på forbrugeren, da det aldrig kan være op til den enkelte forbruger at skulle købe og spise økologisk for at sløre det konventionelle landbrugs  forbrug af sprøjtegift.

Det er en klokkeklar politisk opgave at sikre rent vand til alle. Vi har i Danmarks Naturfredningsforening forstået, at politikerne venter på anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen, når det drejer sig om arealrestriktioner for sprøjtegifte. Vi håber, at kommissionens udgangspunktet ikke er hvor meget, vi som samfund tør driste os til reducere landbrugets brug af sprøjtegifte, men derimod et fokus på beskyttelsen af det vand, vi alle – dyr, mennesker, planter, fugle og fisk - lever af.

For et led i en grøn omstilling af landbruget må da være et Danmark uden sprøjtegifte.

Få forbruget af sprøjtegifte ned

Som biolog med speciale i miljørisiko og selvfølgelig som præsident for Danmarks store grønne organisation, piner det mig år efter år at se forbruget af sprøjtegifte tilsyneladende ikke anses som et politisk ansvar, mens den største bruger af giftene - nemlig landbruget ikke synes, det er deres ansvar og i øvrigt tilsyneladende ikke betragter overforbruget som et nævneværdigt problem.

 Men det er det. For selvom sprøjtemidlerne er godkendte af myndighederne, betyder det jo ikke, at man bare kan sprøjte løs. Der er tale om gifte, som kun må bruges, fordi de effektivt slår noget levende ihjel og agerhønens kylling er ligeglad med, hvorfor dens føde forsvinder. Den dør fordi der ikke er føde nok.

Og at noget er rivende galt, ser vi på de seneste opgørelser over forbruget af sprøjtegifte. Her står der sort på hvidt, at der i gennemsnit sprøjtes 3,18 gange mod de 1,7, som i årevis har været miljøets smertetærskel. Og når vi så oven i købet får at vide, at der bruges stadigt flere af de mest miljøbelastende stoffer, må vi sige stop.

 Jeg har arbejdet med sprøjtegiftforbruget hele min karriere og ikke en eneste gang har landbruget, der trods alt står for 90 procent af det samlede forbrug af sprøjtemidler, kommet med en strategi for, hvordan erhvervet selv kan nedbringe forbruget. Tvært imod kommer der konstant bortforklaringer og undskyldninger. Det har været for vådt, for koldt, for varmt eller for tørt og i øvrigt er målemetoden forkert. Politikerne har raset en kort stund og så er livet ellers gået videre.

Den nuværende regering har nu chancen for at vise, at det kan gøres anderledes. Men det kræver mod. Se nu bare den furore, udlægningen af randzonerne skaber. Jeg ser mest vreden som et udtryk for, at nogen faktisk formastede sig til at indføre et miljøkrav, der batter frem for – som ellers – bare at tale om det. 

Randzonerne var således 25 år undervejs! At det kan lade sig gøre at forhale eller forpurre miljøindsatsen ses godt af et udsagn fra den tidligere formand i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen: ”Hold da op hvor har vi fået meget …. på den måde har vi opbygget en, ”vi har ret til” kultur,” som han ærligt sagde i et interview i magasinet Natur & Miljø. Jeg læser det som om, at landbruget er blevet vant til at hvis de stritter nok imod, så frafalder samfundet - med den til enhver tid siddende regering i spidsen - kravene.

 Mens vi nu venter på regeringens bebudede pesticidstrategi, kan vi jo passende stille følgende spørgsmål og give de mulige svar: Hvorfor skal kornet lige have en omgang kemi 10 dage, før den høstes? I Sverige accepterer man det ikke. Vi vil da heller ikke have sprøjtet maden lige før, den serveres. Så spar den omgang sprøjtegift og forbyd sprøjtning af marken før høst.

 Hvorfor skal nogle få landmænd kunne sætte andre borgeres vandforsyning i fare? Vi siger fuld stop for brugen af sprøjtegifte i de områder, hvor vi henter vores drikkevand og hvor grundvandet dannes. Hvorfor skal naboen acceptere et pift gift? Der skal selvfølgelig være en zone på seks meter op mod levende hegn og skovene, hvor vores natur også skal eksistere. Det samme påbud skal gælde ind til private haver. Og jeg vil også tillade mig at spørge: Hvorfor skal vi have sprøjtegifte i det hele taget? Økologerne kan godt finde ud af at dyrke jorden uden sprøjtegift og det endda i den grad, at deres banker er tilfredse.

Derfor kan vi – som minimum – kræve økologisk drift på de arealer, hvor naturen og vores vandmiljø lider skade af sprøjtegiftene. Brug af sprøjtegifte hos haveejere er næsten endnu mere meningsløs, for her er ikke engang et økonomisk begrundelse. Derfor: forbyd sprøjtegifte til private, mens der naturligvis ikke skal sprøjtes på offentlige arealer. Nu er denne regering selv varme fortalere for både rent drikkevand og økologi i øvrigt. Jeg anerkender, at det ikke er let, men i Danmarks Naturfredningsforening håber og arbejder vi for, at vi denne gang faktisk får en række håndtag, der reelt bringer os nærmere en rig og mangfoldig natur i et rent miljø.

Fup og fakta om vandplaner

Af Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Akkurat disse måneder sker der mere på natur og miljøfronten, end jeg reelt har oplevet i mange år. Der er en Natur og Landbrugskommissionen og der en Naturplan Danmark på vej. Vand og naturplanerne er kommet i arbejde og EU er på vej med den første statusrapport om, hvor langt de forskellige EU lande er med at implementere vandmiljøplanerne, mens arbejdet med næste generations vandplaner er sat i gang.

Og så var der mandagens faktahøring om vandmiljøplanerne. Den foregik i Landstingssalen på Christiansborg og fremmødet var massivt. Formålet med høringen var at belyse grundlaget for og implementeringen af EU's vandrammedirektiv. Men selvom høringen skulle give os alle konkrete svar en gang for alle, fik vi tilsyneladende alligevel noget forskelligt med hjem.

Jeg konkluderer høringen derhen, at mens der desværre er vidt forskellige opfattelser af opgavens størrelse, så er der dog tilsyneladende enighed om en række af virkemidlerne. Der er således blandt andet bred konsensus om, at der fremadrettet skal ske en mere målrettet indsats langs vandløbene.

Når det så alligevel rumler med spørgsmål om, hvorfor det er landbruget, der skal yde en særlig indsats, syntes jeg, at høringen gav et klart svar. Peter Gammelgaard, kontorchef i EU Kommissionen, Generaldirektoratet for Miljø, slog fast, at Danmarks udfordring først og fremmest ligger i landbrugets virkninger på miljøet. Nøgternt redegjorde han for, at Danmark er blandt de lande, der har den højeste andel af sit areal anvendt til landbrug, med intensivt landbrug og høj husdyrintensitet. Samtidig har Danmark mange vandområder med lavt vandskifte, hvilket alt andet lige kræver en ekstra indsats, fastslog Peter Gammelgaard.

Og så blev det slået fast, at de forkætrede randzoner er og bliver det mest effektive virkemiddel, vi har til rådighed i for hold til at reducere forureningen af kvælstof, sprøjtegifte og fosfor til vores vandmiljø. At deres forhistorie måske er uskøn, er en anden sag, men hvis alle skulle drage en lære af balladen kunne det jo være at udvise rettidig omhu fremover. Med andre ord: Nu gælder det også for landbruget om at få indflydelse på egen fremtid. Det er ikke længere nok at råbe nej!

En række fremtrædende politikere, der i øvrigt selv har været med til at vedtage indsatsen, har efter mandagens faktahøring erklæret, at vi er nødt til at udskyde vandmiljøindsatsen fordi, der mangler viden på området. Men disse politikere, Henrik Høegh, Erling Bonnesen, Villum Christensen, Benedikte Kiær mfl. må have blundet i timen, eftersom Peter Gammelgaard fuldtonet slog fast, at EU Kommissionen ikke anerkender, at et medlemsland bruger undtagelsesbestemmelserne i direktivet med henvisning til, at der mangler viden. Den går ikke.

Men derudover er jeg da enig med de pågældende politikere i, at vi selvfølgelig skal styrke vores overvågning af natur og miljø - både for naturen og miljøets egen skyld, men også for at blive langt bedre fremadrettet til at målrette vores indsatser, så også borgerne får maksimal natur for deres skattekroner.

Plads til natur

Der er ballade om de 50.000 ha randzoner, der netop i disse dage udlægges for at beskytte åer, vandløb og søer mod landbrugets forurening. Randzonerne har været undervejs i 25 år, og dele af landbruget raser over, at det for første gang i årtier ikke er lykkedes dem at få Folketinget til at stoppe eller udsætte en lov, der griber ind over for landbrugets alt for store belastning af naturen.

Men Danmark har en række særlige udfordringer, som ikke findes i samme grad i Tyskland, Sverige eller andre EU-lande. Danmark er nemlig verdens mest intensivt udnyttede landbrugsland, hvilket levner så lidt plads til naturen, at den forarmes, så både fugle, fisk og frøer er i fare for at uddø. 

Det er et velkendt problem, som samtlige regeringer i de sidste 30 år har bebudet at ville rette op på. Men de har ikke haft det politiske mod, når det kom til stykket. Landbruget har formået at gøre deres forurening til samfundets problem ved at påberåbe sig økonomisk krise, tab af arbejdspladser, fald i eksportindtægter eller hungersnød i verden. Stort set hver eneste gang med succes for landbruget – men med tab af store naturværdier. 

Derfor er loven om randzoner vigtig. Den gør op med årtiers accept af, at miljøtiltag er frivillige for landbruget og det, at loven gennemføres, er et klart signal om, at samfundet nu kræver de nødvendige tiltag, der skal give en rig natur og et rent miljø. Loven viser også, at skal landbrugserhvervet have indflydelse på egen udvikling, skal der komme konstruktive og målrettede forslag fra den kant. Det er ikke længere nok kun at pege på, hvad det omkringliggende samfund skal gøre for landbruget eller demonstrere vredt mod samfundets forslag. 

Randzonerne er et lille, men nødvendigt skridt for at nå målet om et bedre vandmiljø, og de skal sikkert finjusteres undervejs. Men de er en fordel for både landmænd og skatteydere. Landmændene får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene. Så vi siger tak til den tidligere regering for at vedtage loven. Og tak til den nuværende for at fastholde og gennemføre den.

Nationalparker skudt til hjørne

D. 24. maj er det Europæisk Nationalparkdag, men her i Danmark er det politiske arbejde med at udpege nationalparker skudt til hjørne. Nationalpark Skjern Å i Vestjylland er droppet og på Sjælland er Nationalpark Kongernes Nordsjælland trods mange års grundigt forarbejde nu udskudt på ubestemt tid.

Og det er en skam -  både for danskerne, som er glade for nationalparkerne, for naturens vilde dyr og planter, som kan få bedre forhold i parkerne, og for de mange frivillige i grønne organisationer, der sammen med politikere både i kommunerne og på Christiansborg, som har arbejdet for en mere artsrig og varieret natur i Danmark.

De eneste, som ikke kan se fordelen ved nationalparkerne er faktisk de landmænd, hvis jord bliver en del af nationalparkerne, og deres modstand har betydet, at de planlagte nationalparker alligevel ikke kan realiseres. Det er derfor afgørende, at politikerne kan finde midler og metoder, som gør det attraktivt for landbruget at være en del af nationalparkerne.

Det er grunden til, at de tre grønne organisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening, på marts måneds konference om de danske nationalparker præsenterede et bud på en ny start for de danske nationalparker.

En konference, som bød på en stribe konstruktive bud på alt det gode, som nationalparker kan gøre for natur, miljø og samfund, og på hvordan de kan etableres på en måde, som også gøre det interessant at være landmand indenfor nationalparkens grænser. For eksempel ved at give særlige tilskud til landmænd, som driver deres brug på en måde, som giver plads til naturen.

Vi ved godt, at det kan se svært ud. Samarbejdet mellem de mange interessenter omkring en nationalpark er bestemt ikke gnidningsløst.

De grønne organisationer ønsker klare aftaler, som tilgodeser naturens vilkår og borgernes mulighed for at få glæde af nationalparkerne. Landbruget vil gerne have så få regler som muligt, og ønsker generelt ikke, at borgerne skal have øget adgang til deres områder.

Så helt enige vil vi aldrig kunne blive, men med et klart politisk mål og målrettet styring og opbakning fra forligskredsen, kan vi få arbejdet med at etablere nye danske nationalparker på sporet igen.

Når politikerne i forligskredsen har genfundet modet og beslutter sig for at arbejde konstruktivt med nationalparkerne så er vi klar til en fornyet indsats. Danmarks Naturfredningsforening vil gerne på banen igen, men det kræver at beslutningstagerne ved hvad de vil – indtil da venter vi.

Goddag til Natur- og Landbrugskommissionen - farvel til mere-af-det-samme

Natur- og Landbrugskommissionen er i gang, og vi glæder os – både på naturens og på landbrugets vegne. Landbruget er det erhverv, der har størst betydning for naturens og miljøets tilstand i Danmark, så her er chancen for at komme med langsigtede løsningsforslag, som for alvor kan gøre en forskel. Løsninger, som kan formindske miljøbelastningen og ændre kursen, når det gælder beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed , og som kan sikre, at landbruget kommer godt i gang med den grønne omstilling, som er forudsætningen for, at det også fremover kan være et af landets  betydelige, indtægtsgivende erhverv.

I Natur- og Landbrugskommissionen handler det ikke bare om forvaltningen af nogle tusinde hektar jord. Det handler om hele Danmarks areal.  Her er chancen for at tænke i nye sammenhænge, hvor danske landbrug kommer i balance med dine omgivelser og hensynet til natur og miljø ikke kommer til at stå i modsætning til de økonomiske interesser i landbrugserhvervet men tværtimod skaber fremgang for landbruget.

Slut med MADS
Derfor er det nødvendigt, at gøre op med MADS (Mere Af Det Samme), som har været det gældende princip de sidste 50 år´s landbrugsdrift. Altså højere udbytter fra markerne, større ydelser fra husdyrene, større bedrifter, større maskiner.  I alt for mange år har MADS ført til at økonomi, har stået i modsætning til naturhensyn - både i den enkelte bedrift og nationalt. MADS har resulteret i et dybt forgældet landbrug, med massive miljøbelastninger. Det er tid til at sige farvel til MADS.

Med denne kommissions arbejde, skal vi frem til, at de forskellige hensyn spiller sammen. Vi skal frem til NØJ (Natur, Økonomi, Jobs). Vi skal lægge forudsætningerne for et Danmark, som også i fremtiden skal være et betydeligt landbrugseksporterende land Men også et land med store sammenhængende naturområder, med en rig og mangfoldig natur, godt vandmiljø, arealer til klimatilpasning og til biomasse. Altså synergi mellem hensynet til fødevareproduktion, natur, energiforsyning, økonomi og beskæftigelse.

Vejen derhen går i to spor. Det ene hvor naturen får mere plads ved at arealer omlægges til ekstensiv dyrkning med for eksempel græssende dyr, og der udlægges store naturområder, hvor natur og biodiversitet har førsteret. Det andet gennem større økologisk landbrugsproduktion - som er godt for sundheden, miljøet, naturen, dyrene og vores rene drikkevand - mere bæredygtige energiafgrøder – som kan fremtidssikre vigtige landbrugsindtægter - og mere landbrugsjord ud af drift – for eksempel de lavtliggende jorde nær vandløb og drænede søer, som i forvejen volder landmændene store problemer med oversvømmelser, og som udleder store mængder kvælstof til vores vandløb og fjorde.

Men det er ikke en udvikling, som sker af sig selv, og det er her Natur- og Landbrugskommissionen for alvor skal vise sit værd: Ved at udstikke retningen, sørge for den nødvendige infrastruktur og sikre, at de økonomiske incitamenter er på plads – for eksempel ved at skabe et marked for sunde og velsmagende fødevarer af høj kvalitet - så landbruget får hjælp til at omstille sig i mere bæredygtig retning – bæredygtig både i økonomisk forstand  og set med naturens øjne.

Læs hele Ella Maria Bisschop-Larsens tale til Natur- og Landbrugskommissionens åbning på http://dn.dk/Default.aspx?ID=30746&Purge=True

Dyrere sprøjtegifte er fint – men langtfra nok

2012 startede med en deprimerende nyhed for det danske drikkevand.

Miljøstyrelsens rapport viser, at mens kommuner og andre offentlige myndigheder siden 2006 har reduceret forbruget af sprøjtegifte med 44 procent, så har landbruget, som anvender langt hovedparten af sprøjtegiften, øget forbruget med 20 procent.  Til trods for, at den ene pesticidhandlingsplan efter den anden har forsøgt at sænke landmændenes forbrug.

Og i den forgangne uge kom så nyheden om at landmændenes forbrug af sprøjtemidler er på tre år blevet 30 procent mere belastende for miljøet. Det viser en rapport fra Miljøstyrelsen og Københavns og Aarhus universiteter, der for første gang har beregnet graden af giftighed for de sprøjtemidler, der er blevet anvendt på markerne.

Sprøjtegifte hjælper landmanden til et mere effektivt høstudbytte, men skader biodiversiteten. De vilde planter dør. Insekterne dør, fuglene forsvinder. Og vandselskaberne må hvert år tage omkring 100 vandboringer med rester af sprøjtegift ud af drift – hvilket gør det meget dyrere at forsyne borgene med rent drikkevand. Mens landbrugets forbrug af gift bare stiger og stiger.

Miljøministeren vil vende udviklingen med en ny pesticidafgift. En ny, højere afgift på ”de farligste” typer sprøjtegift, skal dæmpe landmændenes forbrug af sprøjtegifte. Vi ser frem til, at giftene bliver så dyre, at det ikke kan betale sig at sprøjte hver hektar 2,8 gange om året, som det sker nu. Men afgifter er ikke nok.

Effektiv beskyttelse af vores grundvand og drikkevand opnår vi kun, hvis politikerne også vedtager, at der skal være obligatoriske beskyttelseszoner, øget overvågning og strammere regler for godkendelse af nye gifttyper. Og de indfører et totalt forbud mod de farligste sprøjtegifte.

Der skal være solide beskyttelseszoner med sprøjteforbud på de arealer, hvor vores drikkevand bliver produceret og pumpet op, og zonerne skal ligge der, hvor grundvandet har brug for det – ikke kun på de marker, hvor landmanden frivilligt går med til at lade giftsprøjten stå.
 
I stedet for at afgiftsbelægge de farligste gifte, skal politikerne forbyde landmændene at bruge dem. De øvrige gifte skal pålægges høje afgifter, der vil få landmanden til at overveje en ekstra gang, om det er prisen værd at sprøjte marken endnu engang.

Og der skal indføres et totalt forbud mod at anvende de sprøjtegifte, som i disse år viser sig at sive ned til vandet trods giftproducenternes løfter om, at det aldrig ville ske.

Politikerne har alle muligheder for at sikre det danske drikkevand. Men de skal tage hele værktøjskassen i brug – ikke kun afgifter - hvis både vi og de næste generationer skal kunne åbne for hanen i sikker forvisning om, at vandet er rent.